Zieglers Hjørne

The Divider vs. the Thinker

2011-10-28T15:33:00.000+02:00

Jeg har henvist flere gang til Peggy Noonans blog på WSJ. Det er indsigtsfulde kommentarer, der kommmer fra den kant. Så her er det seneste link til dagens indlæg (28/10), hvor Noonan skriver om splittelsen i USA, om præsident Barack Obama, der vil kører en valgkamp med retorik der splitter i USA imellem de "rige" og resten og om kongresmedlem Paul Ryan, der tænker over tingene og kommer med løsningsforslag på de problemer, USA står overfor.

Desværre er Paul Ryan ikke at finde blandt præsidentkandidaterne, men han er uden tvivl en politiker, som man skal lægge mærke til og som forhåbentlig vil få større indflydelse i det republikanske parti. Se blot den tale han holdt i Heritage for nylig (og som Noonan henviser til i sit indlæg):

http://www.realclearpolitics.com/video/2011/10/26/paul_ryans_speech_to_the_heritage_foundation.html

Den tikkende gældsbombe

2011-10-10T19:49:00.000+02:00

Die Spiegel bragte i sidste uge tre artikler, der med avisen egne ord beskriver, hvordan EU skabte verdens mest "ustabile valuta" og fik tilskyndet en kraftig forøget gældsætning i Europa. Altså hvordan tyske og europæiske ledere "ofrede økonomiske principper til fordel for romantiske visioner".

Første artikel (5/10) beskriver euroens tilblivelse, der blev til med Maastricht Traktaten fra 1992. I henhold til denne traktat skulle bestå af 3 søjler, hvoraf den økonomiske søjle skulle færdiggøres med en økonomiske og monetær union. Ideen om fælles valuta var af ældre dato, men murens fald og foreningen af Tyskland fik franskmændene til at kræve det som pris for genforeningen. Ellers beskriver artiklen, hvordan euroen gik fra at være en medlemsklub, hvor der blev stillet krav til økonomiske politik og sanktioner for manglende overholdelse til en klub for alle uden sanktioner. Da landene skulle udvælges, var Tyske og europæiske politikere klar over, at grækerne og andre lande sminkede deres nationalregnskaber for at komme med i euroen og få adgang billigere statslån. Men politikerne overhørte bevidst advarsler fra økonomer og centralbankchefer. Udvælgelsen af lande, som kunne deltage i euroen, blev dikteret af politiske og ikke økonomiske hensyn. Forundskansler Helmut Kohl ønskede en historisk beslutning. Derfor fik Grækenland, Italien og Belgien lov til at kome med. Selv europæiske økonomer var dog også "romantiske og blinde overfor risici forbundet med den fælles valuta", skriver Die Spiegel og citerer professor Kenneth Rogoff, amerikansk økonom og tidligere cheføkonom for IMF.

Anden artikel (6/10) viser, hvordan Grækenland udnyttede det nye medlemsskab af euroen til at skaffe billige lån uden at ændre den økonomiske politik.Grækenland fik oprettet et lånekontor, der fik til opgave at "skaffe så mange penge" som muligt gennem udstedelsen af euro statslån. Det var der stor efterspørgsel efter. Og artiklen beskriver også, hvordan Tyskland og Frankring fik fjernet sanktionsmulighederne, da disse lande tidligt fik problemer med at overholde kravene. Det var forbundskansler Gerhard Schröder, der førte kniven. Måske var det pinligt for Tyskland, at de skulle være første land, der ikke kunne overholde kravene, måske var det indenrigspolitik, men under alle omstændigheder sendte det et uheldigt signal til sydeuropæerne. Der sker ikke noget, hvis man ikke overholder kravene.

Sidste artikel (7/10) diskuterer hvilke muligheder, der er for at komme ud af den nuværende krise. Kort sagt findes der to muligheder: 1) En omfordelingsunion, "transfer union", hvor landene i nord med orden i økonomien i mange år ud i fremtiden vil overføre velstand til lande i syd med uorden i økonomien eller 2) en mindre monetær union, hvor kun lande med orden i økonomien deltager i den fælles valuta. Det betyder i hvert fald farvel til Grækenland og en statsbankerot, der vil ende op med at æde kapitalen op i nordeuropæiske banker og dermed staterne i form af redningspakker. Det er således som valget mellem pest og kolera.

Artiklerne giver samlet et godt overblik over statsgældskrisen og euroen, specielt med et tysk perspektiv. Det er særlig interessant, fordi tyskerne har jo ofret D-marken for euroen og Tyskland er toneangivende, når det gælder udviklingen af det europæiske samarbejde.

Guvernør Chris Christie (del 2)

2011-10-03T12:16:00.000+02:00

Guvernør Chris Christie tale om lederskab

2011-10-03T12:15:00.000+02:00

Guvernør Chris Christie holdt en brandtale i Ronald Reagan library om lederskab. Dette er første del, men jeg linker til anden del. Christie er guvernør i New Jersey, hvor han har gennemført reformer af offentligt ansattes pensioner og sygesikring. Han kan sige tingene ligeud og opfordrer politikerne til at gøre det. Her er også en berettiget kritik af præsident Barack Obama for manglende lederskab.

The Great Recession and The Government Failure

2011-09-04T17:54:00.000+02:00

Professor Gary S. Becker skriver i WSJ (2/9) om recessionen og de regeringsfejl, som har skabt dem, og som gør ondt værre. Den nye reguleringsbølge skaber usikkerhed og løser ikke problemerne.

Steve Forbes kritiserer den økonomiske politik i USA

2011-09-04T12:10:00.000+02:00

Barro om multiplikator-effekten af indkomstoverførsler

2011-08-25T11:12:00.000+02:00

Professor Robert J. Barro skriver i WSJ (23.8) , at der ikke empiri for, at indkomstoverførsler vil øge den økonomisk aktivitet med 1.84 i forhold til udgifterne, som Obama administrationen hævder. Overførsel har tværtimod en negativ indvirkning på den økonomiske aktivitet, fordi det påvirker folks incitamenter.

Picking green losers

2011-08-22T01:27:00.000+02:00

En stor del af stimuleringspakkerne verden over er gået til såkaldte at skabe såkaldte "grønne jobs". General Electric estimerede i 2009, at 400 mia. USD går til grøn stimulering, hvilket selskabet naturligvis er glad. Obama administrationen tegner sig for en stor del af disse satsninger i grøn teknologi. Professor Walter Russel Mead beskriver på sin blog (19/8) på The American Interest, hvordan mange af stimuleringspakkens projekter sejler eller er endt som rene fiaskoer.

Statslige investeringer har det med at ende på denne måde, hvilket skyldes flere ting. For det første bruger regeringens andre folks penge på andre, hvilke er det absolut mindst effektive måde at bruge penge på. Så selv med de bedste intentioner, er det svært at forholde sig til projekter. For det andet bliver grønne jobs ofte en undskyldning på at støtte specielle interesser. Se eksempelvis Timothy P. Carneys beskrivelse på Washington Examiner af, hvordan præsident Barack Obama har valgt at bruge 1 mia. USD på FutureGen projektet, der tilfældigvis lige ligger i Obamas hjemstat. FutureGen projektet, der vil forsøge at bygge et kulkraftværk, som kan opfange forureningen og samle den i underjordiske anlæg, blev sat i værk under præsident Georg Bush, men senere skrinlagt af, fordi det var urealistisk og alt for dyrt.

Offentlige investeringer i grønne jobs (og andre jobs) vil ofte have skadelige indvirkning på økonomien, da de fejlallokerer ressourcer i økonomien. De ingeniører, teknikere, arbejdere, kantinemedarbejdere og lobbyister, som får jobs i de "grønne" virksomheder, er ikke til rådighed for andre virksomheder. De vil øge presset på lønningerne til skade for erhvervslivet. I den forstand er det beroligende at observere, at regeringen ikke er særlig effektiv med at skabe "grønne" jobs, da det har færre skadelige virkninger på økonomien.

Peggy Noonan om præsident Barack Obama

2011-08-20T09:39:00.001+02:00

Peggy Noonan har en kommentar i WSJ (19/8) om præsident Barack Obama og hans ferie efter de seneste nedtur. Her er et citat:

"How could he not be depressed? He has made big mistakes since the beginning of his presidency and has been pounded since the beginning of his presidency. He's got to be full of doubts at this point about what to do. His baseline political assumptions have proved incorrect, his calculations have turned out to be erroneous, his big decisions have turned to dust. He thought they'd love him for health care, that it was a down payment on greatness. But the left sees it as a sellout, the center as a vaguely threatening mess, the right as a rallying cry. He thought the stimulus would turn the economy around. It didn't. He thought there would be a natural bounce-back a year ago, with "Recovery Summer." There wasn't. He thought a toe-to-toe, eyeball-to-eyeball struggle over the debt ceiling would enhance his reputation. The public would see through to the dark heart of Republican hackery and come to recognize the higher wisdom of his approach. That didn't happen either.

Nothing worked! And nothing's going to work. He's the smartest guy in the room, but he's got the reverse Midas touch. Everything he touches turns to—well, unsatisfying outcomes".

ObamaCares krav om sygeforsikring underkendt af endnu en domstol

2011-08-16T18:14:00.000+02:00

Præsident Barack Obama og hans administration har lidt endnu et nederlag hos domstolene. Appelretten i Atlanta har erklæret kravet i Obamacare om at borgerne i USA har en sygeforsikring (individual mandate) i strid med forfatningen, skriver WSJ (13.8). Der sker med dommerstemmerne 2 mod 1. Flertallet af dommerne mener ikke, at forbundsregeringens ret til at regulere handel mellem delstaterne kan begrunde, at forbundsregeringen kræver, at borgerne tegner sygesikring. WSJ citere dommernes kendelse:

"The opinion, jointly written by judges Joel Dubina and Frank Hull, said Congress had broad power to deal with the problems of the uninsured, "but what Congress cannot do...is mandate that individuals enter into contracts with private insurance companies for the purchase of an expensive product from the time they are born until the time they die."

The Constitution gives Congress the power to regulate interstate commerce, and courts have interpreted that power broadly. But the majority said the Obama administration's defense amounted to an argument that merely by existing, individuals affect interstate commerce, "and therefore Congress may regulate them at every point of their life."

Dommerne underkende kun bestemmelserne i strid med forfatningen, ikke hele lovgivning. Det betyder, at dele af forsikringsreguleringen, herunder kravet om at alle borgere har ret til at tegne sygeforsikring uanset sundhedstilstand, bliver implementeret. Det vil skabe betydelige problemer, da det vil give store grupper af befolkningen et stærkt incitament til at vente med at tegne forsikring indtil de bliver ramt af sygdom. Forsikringspræmierne vil derfor stige og yderligere forstærke denne tendens, hvilket vil resultere i færre med sygeforsikring. Dette vil givet føre til, at Kongressen skal genforhandle sundhedsreformen. Men først efter at sundhedsreformen har været i Højesteret, hvilket næppe sker før sommeren 2012.

Barro: Resultaterne af Obamas økonomiske politik er elendige!

2011-08-12T14:06:00.001+02:00

Professor Robert Barro sammenligner præsident Barack Obamas og præsident Ronald Reagans økonomiske udgangspunkt og politik i WSJ (8.8). Barro mener, at Obama i modsætning til Reagan har ført den forkerte politik. Han skriver:

Mr. Obama was equally in position to get credit for turning around a perilous economic situation that had been left by a weak predecessor. But he has pursued an array of poor economic policies, featuring the grand Keynesian experiment of sharply raising federal spending and the public debt. The results have been terrible and now, two and a half years into his administration, Mr. Obama is still blaming George W. Bush for all the problems.

Friday's downgrade of the U.S. credit rating by Standard & Poor's should have been a wake-up call to the administration. S&P is saying, accurately, that there is no coherent long-term plan in place to deal with the U.S. government's fiscal deficits.

Barro anbefaling til den økonomiske politik er: 1) Gennemfør reformer af pensionsordningerne, så tilbagetrækningsalderen sættes op og stigningstakten i ydelser bringes ned, 2) Nedsætning marginalskatterne i skattereform, 3) Fjern skattefradrag som i skattereformen gennemført under Reagan i 1986, 4) Fjern virksomheds- og ejendomsskatter og 5) Indfør en føderal moms i USA på 10%. Dette vil skabe balance på budgetter og genskabe tilliden, mener Barro.

Amerikansk økonomi dårligere end du tror

2011-06-08T21:00:00.001+02:00

Professor Martin Feldstein har et indlæg i WSJ (9/6), hvor han skriver, at amerikansk har det dårligere end de seneste tal (ikke alt for gode tal for beskæftigelse og vækst) viser. Den underliggende vækst er gået i stå. Årsagerne er: 1) Finanspolitikken har anvendt overførsler i stedet for forbrug eller investeringer, 2) Forslagene om at hæve indkomstskatter for højestlønnede, 3) Manglende plan for at nedbringe budgetunderskuddet og statsgælden i USA og 4) Inkonsistent valutakurspolitik. De 3 sidste punkter er med til at skabe usikkerhed og tilbageholdenhed med investinger. Feldstein slutter:

"The economy will continue to suffer until there is a coherent and favorable economic policy. That means bringing long-term deficits under control without raising marginal tax rates—by cutting government outlays and by limiting the tax expenditures that substitute for direct government spending. It means lower tax rates on businesses and individuals to spur entrepreneurship and investment. And it means reforming Social Security and Medicare to protect the living standards of future retirees while limiting the cost to future taxpayers.

All of these things are doable. But the Obama administration has not done them and shows no inclination to do them in the future".

En anden forfatningssag om Obamacare

2011-06-07T23:35:00.000+02:00

Det er ikke kun spørgsmålet om, hvorvidt forbundsstaten kan kræve af borgerne, at de tegner en sygesikring, der bliver prøvet ved retssystemet. Som tidligere omtalt har adskillige delstater sagsøgt forbundsregeringen for at få fastslået, at det er i strid med den amerikanske forfatning.

Florida har sagsøgt forbundsregeringen for at overtræde forfatningen, når forbundsregeringen betinger delstatens "udligning" af udgifter til Medicaid med et krav om, at delstaterne øger antallet af personer, som bliver dækket af Medicaid. Obamacare øger indkomstgrænsen, hvilket vil give flere "fattige" ret til offentlig sygesikring gennem Medicaid. Og hvis delstaten ikke øger indkomstgrænsen, så bortfalder hele udligningen af udgifter Medicaid.

Spørgsmålet er centralt og vedrører magtdelingen mellem forbundsstaten og delstaterne. Forbundsstaten, der er skabt af delstaterne, var oprindeligt kun tiltænkt få og afgrænsede opgaver. Offentlig sygesikring er ikke omfatter af de opgaver, som forfatningen foreskriver, hvorfor det i princippet er en område, der falder under delstaternes kompetence. Men forfatningen giver forbundsregeringen mulighed for at opkræve skatter. Skatter er penge og penge er magt. Og denne magt har forbundsregeringen brugt til at indføre de offentlig sygesikringsordninger for ældre (Medicare og kronisk syge) og fattige (Medicaid). Det skete under den "progressive" demokratiske præsident, Lyndon B. Johnsson, der sad fra 1963 til 69.

Under disse programmer kan delstaterne få størstedelen af udgifterne til de offentlige sygesikrings-ordninger dækket af forbundsregeringen, hvis de følger forbundsregeringens anvisninger for de to ordninger. Ellers er der ikke en krone at hente fra forbundsregeringen. Dette stiller delstaterne overfor et betydeligt pres. Borgerne betaler jo skatten under alle omstændigheder, så det er stort set omkostningsfrit for delstaten af indføre de offentlige sygesikring for ældre og fattige. Det har alle også gjort, men det var under skarpe protester fra konservative og libertarianere, som mente at magtbalancen til rykket i forkert retning (mod Washington).

Professor Richard A. Epstein og direktør Mario Loyola har et indlæg i WSJ (7/2) om denne retssagen og det principelle i sagen. De peger blandt andet på, at hidtige afgørelser har forslået, at der er en grænse for, hvor langt forbundsregeringen, der beror på en afvejning af, hvor der er tale om "tilskyndelser" eller "tvang", der forbundsregeringen stiller krav.

Begge sager er interessante, fordi de vil påvirke magtdelingen mellem delstaterne og forbundsregeringen. De såkaldt "progressive" som Franklin D. Roosevelt og Lyndon B. Johnsson har haft held til at udvide forbundsregeringens beføjelser ganske betragteligt og præsident Barack Obamas reformer vil rykke USA et godt skridt på vej i retning af en centralstyret velfærdsstat.

Vermont and Massachussets på vej mod universal healthcare

2011-05-26T12:43:00.000+02:00

Vermont og Massachusetts kan være de første delstater i USA, som indfører "universal healthcare" i USA, altså et sundhedsvæsen med kun en eller næsten kun en betaler, som i Europa.

I Vermont har guvernør Peter Shumlin underskrevet en lov (se WSJ 25/5), der implementerer præsident Barack Obamas sundhedsreform fra sidste år i delstaten. Det sker ved indførelsen af en offentlig sygesikring, Green Mountain Care, der vil være tilgængelig for alle borgere i delstaten, der ikke er dækket under Medicare (sygesikringen for ældre) eller privat sygeforsikring gennem arbejdsgiveren. Denne sygesikring vil blive finansieret gennem højere skatter. Planen er mere vidtgående en ObamaCare eller RomneyCare, som gør sygeforsikring obligatorisk, men giver borgerne mulighed for at vælge mellem forskellige private tilbud om sygeforsikring.

Massachusetts, der gennemførte en sundhedsreform i 2006, kendt som RomneyCare efter delstatens daværende guvernør (og præsidentkandidat) Mitt Romney, kan meget vel også være på vej mod et system med kun en betaler. I RomneyCare, der ligner ObamaCare en hel del, er borgere tvunget til at tegne sygeforsikring, mens forsikringsselskaber i delstaten er forpligtede til at forsikre alle. Præmierne er også reguleret af delstaten. Delstaten bestemmer med andre hvad forsikringsselskaber skal tilbyde forsikringstagerne og hvad de maksimalt kan tage for det. Problemet er, at den politise vilje kun rækker til at stille krav flere tilbud, politikerne vil ikke lade præmierne stige, så de kan dække de øgede omkostninger. Det betyder, at sygeforsikring er en underskudsforretning i delstaten og forudsigelsen er, at Blue Cross/Blue Shield i delstaten vil gå konkurs i 2017. Det vil formentlig ende med, at delstaten overtager sygesikringen.

Undtagelser fra sundhedsreformen i USA

2011-05-25T18:24:00.000+02:00

Obama administrationen udsteder en række undtagelser til sundhedsreformen. Health Policy Director Michael Cannon fra CATO Institute kommenterer på C-Span.

Apropos økonomer og forbrydelser

2011-05-25T18:16:00.003+02:00

Fannie Mae, Freddie Mac og finanskrisen

2011-05-24T21:53:00.002+02:00

Senior fellow Martin Baily, Brookings Institute, administrerende direktør Lawrence Lindsey, The Lindsey Group og Arthur F. Burs Fellow Peter J. Wallison, American Enterprise Institute, diskuterer Fannie Mae og Freddie Macs rollen i finanskrisen og hvordan lånemarkedet kan reformeres i USA, så regeringen kommer ud af dette marked hos Jim Glassman i Ideas in Action (14/4).

Stagflation igen

2011-05-24T21:08:00.005+02:00

Stagflation, der er kombinationen af stagnation og inflation, er måske på vej tilbage til USA. Sidst USA oplevede kombination af inflation og høj arbejdsløshed var i 1970'erne. Det skriver professor Ronald McKinnon i WSJ (24/5). Fænomenet tilskrives pengepolitikken med quantitative easing (QE2) og renter nær nul.

Mundell om valutakurser, pengepolitikken og inflation

2011-05-24T18:06:00.001+02:00

Professor Robert Mundell, der fik nobelprisen i 1999 for studier om internationale monetær økonomi, herunder teorien om optimale valutaområder, efterlyste for nylig fastkurspolitik mellem Dollar og Euro. Det skriver Sean Rushton på bloggen The Supply Side og i WSJ (23/5). Fastkurspolitik skal erstatte kvantitative lettelser i pengepolitikken, som er gennemført to gange siden 2009 (QE1 og QE2). Mundell forudser, at kursen på dollar i forhold til euro stiger, når QE2 udløber, hvilket vil føre til stagnation og skabe pres for en QE3. Rushton skriver:

"With a fixed exchange rate, prices could move free from the scourge of sudden deflation and inflation, allowing investment horizons and planning timelines to expand along with production levels on both sides of the Atlantic. To supercharge the U.S. recovery, he also recommends permanently extending the Bush tax rates and lowering the corporate income tax rate to 15% from 35%.

Above all, he made it clear that the volatile exchange rate is the responsibility of the U.S. Treasury, not the central bank. Without a breakthrough on exchange rates, he predicted another dollar appreciation following QE2, resulting in a return to recession and a worsening of the U.S. debt crisis. This would likely lead to a third round of quantitative easing, continuing the dysfunctional cycle".

Liberalisering af apotekersektoren

2011-04-06T23:03:00.000+02:00

Apotekersektoren trænger til liberalisering og det var egentlig også VK-regeringens plan. Men de "konservative" har valgt at yde aktiv dødshjælp til monopolet og fået liberaliseringen udskudt. I min blog på Borsen.dk i dag efterlyser jeg en liberalisering og beskriver hvordan apotekerne stjæler din tid for at holde distributionsomkostningerne nede.

Schiff om falske penge, papirpenge og penge baseret på guld

2011-04-04T20:13:00.002+02:00

Peter Schiff har et indlæg i anledningen af retsforførelsen i USA af udstederen af Liberty Dollars. FBI og Secret Service lukkede for nogle år siden Liberty Dollars, som udstedte egne mønter og pengesedler, baseret på guld og sølv. Det er tale om offerløs kriminalitet, da ingen er blevet snydt eller bedraget. Tværtimod har personer, som har aftaget Liberty Dollars set en stigning i værdien af disse penge. Men grunden til at myndighederne lukker Liberty Dollars er naturligvis, at staten ikke vil miste monopolet på at udstede penge. Guldpenge kunne let fortrænge almindelig dollars, som er papirpenge. Schiff har dog ret i, at det er en skandale, at USA retsforfølger en person, som ikke har bedraget andre.

Læs mere om Liberty Dollars på wikipedia (her), da firmaets hjemmeside er lukket af myndighederne (se her).

Retsopgøret om ObamaCare et år efter vedtagelsen

2011-04-03T12:58:00.000+02:00

Sammenhængen mellem investeringer og arbejdsløshed

2011-04-03T12:47:00.000+02:00

Professor John B. Taylor har lavet et scatterplot over kombinationer af den kvartalsvise arbejdsløshed i % af arbejdsstyrken og investeringer investeringerne i % bruttonationalproduktet, sakset fra professor Greg Mankiws blog (se her).

ObamaCare 1 år efter vedtagelsen

2011-03-26T18:00:00.000+01:00

Cato markerer 1 års dagen for vedtagelsen af sundhedsreformen i USA eller ObamaCare. Der er mange brudte løfter i ObamaCare, stadig stor folkelig modstand og så har 28 delstater lagt sag mod forbundsregeringen for overtrædelse af forfatningen. Og så er dele af reformen implementeret og viser utilsigtede virkninger, blandt andet at forsikringsselskaber forlader markedet for sygeforsikring og arbejdsgivere dropper sygeforsikring for medarbejdere eller familier.

Forbes om arven fra Reagan og den nuværende krise

2011-03-22T23:51:00.000+01:00

Steve Forbes har en kronik i WSJ (22/3), hvor beskriver præsident Ronald Reagans økonomiske reformpolitik i 1980'erne, som lagde grunden til et økonomisk mirakel med mere 18 millioner nye amerikanske arbejdspladser i 1980'erne, massive investeringer, teknologiske gennembrud og mere end 25 års stabil økonomisk vækst. Opskriften var markante skattelettelser (blandt andet blev marginalskatter blev mere end halveret og skattesystemet forenklet), mindre regulering, stabil pengepolitik og færre offentlige udgifter (de sidste var en begrænset succes, da væksten i udgifterne nok faldt, men de store udgiftsprogrammer blev der ikke rørt ved).

Forbes mener, at politikerne i Washington har ødelagt store dele af dette reformprogram stille og roligt med masse af små ændringer i skattesystemet, nye reguleringer og nye udgifter. Hvilket dog ikke betyder, at successen ikke kunne gentages. Men selvom præsident Barack Obama forsøger at lyde som Reagan, mødes med medlemmer af Reagans stab og læser Lou Cannons glimrende Reagan-bibliografi, så er der intet i hans politik, som minder om Reagans:

"Reagan aggressively embraced free-market, supply-side principles that empowered the American people to rebuild and creatively expand our economy and standard of living. In contrast, the Obama administration has expanded the powers of government over us and our economy on a scale never before seen in peacetime American history. President Reagan understood, and fervently believed in, the American spirit of free enterprise. So far, President Obama hasn't shown that he does".

Byge af ny sundhedsregulering i USA er "stimulus" for lobbyister

2011-03-17T12:59:00.001+01:00

Politico (17/3) skriver, at den byge af nye reguleringer, som følger med sundhedsreformen i USA, også er en (ny) "stimuleringspakke" for lobbyister, der også kaldes K street "over there". Årsagen er, at sundhedsreformen indeholder stribevis af bemyndigelser til administrationen, som den er i gang med at udmønte i reguleringer. Alle interessegrupper, industrier og virksomheder, som har noget på spil under udmøntningen, har derfor en klar interesse i at følge, forstå og påvirke dette regeringarbejde. Naturligvis. Så virksomheder, der beskæftiger sig professionelt med lobbyisme og public affairs, har oprustet på dette område og nyder godt af den øgede efterspørgsel på dette område. Igen.

Den nye regulering kommer til at omfatte alt fra dækning (hvad er inkluderet i de nye sygeforsikrings-kontrakter) til mere og specifikke regler for enkelte aktører i sundhedsindustrien. Der vil naturligvis være et enormt (og asymmetrisk) pres på regeringen for at få mest muligt inkluderet i dækningen, ligesom industrier eller udbydere vil forsøge at få reguleringen udmøntet, så de kan opnå et højere afkast. Det kan for eksempel ske ved få reguleringen udformet, så den stiller så tilpas høje krav, at kun få udbyderne selv kan opfylde kravene. Kunsten for virksomheder og interessegrupper er at pakke sådanne forslag ind og sælge dem til Obama administrationen, så det fremstår som en naturlig del af deres politik. Det er kernekompetencen for en god lobbyist.

Implementering af sundhedsreformen er blot den anden "stimulering", som præsident Barack Obama har givet lobbyisterne. Den første kom med de store lovgivningsinitiativer i de første 2 år: Stimuleringspakken, sundhedsreformen og reformen af finanssektoren. For lobbyister var alle tre initiativer en gave. Stimuleringspakken var nok kortvarig, da den blev vedtaget efter kun et par måneder, men til gengæld var den udsædvanlig. Det er ikke så tit, at en regering står med 800 mia. USD, som den gerne vil bruge og efterlyser ideer til, hvad pengene kan bruges til. Der er næppe en lobbyist i Washington D.C., som ikke har fået et par linjer med i stimuleringspakken. De 2 reformer gav til gengæld fast arbejde for lobbyister i mere end 18 måneder.

Dette er naturligvis en utilsigtet virkning af at flytte større dele af tilværelsen ind i det politiske system. Når beslutninger bliver kollektive i demokratisk system, vil flere og flere ressourcer blive brugt på at påvirke de politiske beslutninger. Så det er ikke overraskende, at flere ressourcer bliver brugt på lobbyisme i USA end tidligere. Obama er som en "progressiv" præsident og politiker tilhænger større regeringsindblanding i økonomien. Han vil med en synlig hånd dirigirere udviklingen i store dele af den amerikanske økonomi, så lobbyister har sandelig gyldne tider i hans embedsperiode.

Privatisering af banksektoren undervejs

2011-03-17T00:02:00.000+01:00

Jeg vil i fremtiden også blogge på Borsen.dk. Min første blogindlæg (16/3) handler om bankernes delvise tilbagebetaling af deres statskapital, som blev indskudt i kølvandet på finanskrisen.

Tilsyn for finansiel forbrugerbeskyttelse i USA er ikke underlagt tilsyn

2011-03-16T16:44:00.001+01:00

Kongressen i USA vedtog sidste år lov, som medførte oprettelse af en såkaldt Consumer Financial Protection Bureau. Nu er dette bureauet været til den første høring i Kongressen, men som WSJ (16/3) skriver, så har det lille betydning. Det nye bureau er nemlig ikke er underlagt Kongressens tilsyn som alle andre agenturer. Det betyder, at bureauet kan skabe detailregulering af finansielle institutter uden demokratisk kontrol fra Kongressen. Bureauets direktør, Elizabeth Warren, er også udnævnt uden godkendelse i senatet, hvilket er højest usædvanligt. Og så har bureauet adgang til at tappe den amerikanske centralbank, Federal Reserve, for driftstilskud. Helt op til 10% af centralbankens driftsudgifter (5,4 mia USD). Også dette sker uden Kongressens godkendelse. Det er altså i al korthed en højest besynderlig konstruktion, som præsident Barack Obama og det tidligere demokratiske flertal har skabt her.

Begrundelsen for i det hele taget at skabe et Bureau til forbrugerbeskyttelse er finanskrisen, men som tidligere påpeget, så er det jo ikke bankerne og andre finansielle institutter, som har tvunget forbrugerne til at låne mere end kunne tilbagebetale eller skabt en miljø, hvor dette var muligt. Ansvaret for finanskrisen ligger først og fremmest hos amerikanske politikere, som med en dagsorden om at flest mulige amerikanere generelt og flere blandt minoriteter i særdeleshed skulle eje egen bolig, har skabt reglerne, som gjorde bankerne mindre sensitive overfor kunderne kreditværdighed og mindre kreditværdige forbrugerne villige til at satse på boligkøb uden udbetaling med udsigt på potentielle gevinster (hvis boligpriserne steg) og ingen tab (hvis boligprisen var uændret eller faldt). Dette nye forbrugerbeskyttelsesbureau, som altså kan operere uden demokratisk kontrol, vil næppe kunne beskytte forbrugerne mod sig selv. Ej heller kan det beskytte forbrugerne mod dårlig lovgivning, så der egentlig ikke behov for det. Men det skal finde skabe et behov for sig selv som andre offentlige bureaukratier og med adgang til nationalbankens kasse er det helt sikkert, at det vil vokse til stort og tungt bureaukrati, som nok skal bebyrde pengeinstitutterne med papirarbejde og regler.

Tiden er inde til besparelser i USA

2011-02-13T21:59:00.002+01:00

Professor Michael J. Boskin skriver i WSJ (11.2), at tiden nu er inde til besparelser på det offentlige budget i USA. Boskin noterer, at den nuværende præsident alene i sin første embedsperiode formentlig vil ende med at stifte mere gæld end alle andre 43 præsidenter tilsammen i alle embedsperioder. Så det er ikke klogt at følge den største øgning af de offentlige udgifter siden anden verdenskrig op med nye offentlige udgifter.

Det er muligt at nedbringe underskuddet, reducere de offentlige udgifter og skabe vækst, mener Boskin:

”In the 1980s and '90s, federal spending was reduced by more than 5% of GDP to 18.4% in 2000—a level sufficient to balance the budget at full employment and allow for lower tax rates. It was a remarkable period of growth, and there's no reason we can't repeat that success".

Boskin foreslår at tage livet af ObamaCare, TARP (finanssektorens økonomiske hjælpeprogram iværksat under finanskrisen) og resten af stimuleringspakken. Heruodver foreslår Boskin blandt andet at konsolidere, slanke, flytte budget til delstaterne, indfører faste individuelle tilskud i stedet for ydelser og at indeksere pensioner efter priser i stedet for løn.

Præsident Barack Obama har foreslået store offentlige anlæg og infrastrukturprojekter, der blandt andet skulle sætte gang i beskæftigelsen. Billedet af tusindvis af arbejdere med skovle, der graver dæmninger og tunneler, leder tankerne hen på præsident Franklin D. Roosevelts beskæftigelsesprojekter under krisen i 1930’erne. Økonomer er uenige om hvorvidt disse projekter for fornuftige dengang som svar på krisen. Men i det moderne samfund har infrastruktur projekter slet ikke som indhold af arbejdskraft som dengang og Boskin afviser disse som ineffektive.

Obama administrationen overvejer at trække regeringen ud af boligfinansering

2011-02-09T16:29:00.002+01:00

WSJ (9.2) skriver, at Obama administrationen snart offentliggør en hvidbog om Fannie Mae og Freddie Mac, som indeholder forslag til, hvordan USA kan reducere forbundsregeringens rolle i boligfinansiseringen. Fannie Mae og Freddie Mac tegner sig i dag for 90% af nye boliglån. Forbundsregeringen overtog for et par år de to realkreditinstitutter, der kom i økonomiske vanskeligheder efter boligboblen. Fannie Mae og Freddie Mac har længe haft særlig status som føderale realkreditinstitutter og de har dermed ikke været underlagt samme regulering som forretningsbanker og andre finansielle institutter.

Reglerne betød, at der ikke var samme krav til egenkapital og reserver i Fannie Mae og Freddie Mac. Da finanskrisen ramte USA udgjorde kapitalen i Fannie Mae og Freddie Mac ikke mere end 2-3%, hvilket gjorde begge særdeles sårbare overfor tab på boliglån. Institutterne nød dog godt af en implicit garanti fra forbundsregeringen og de amerikanske skatteborgere endte da også med at måtte hive tegnebogen, da institutterne blev insolvente. Det var især tab ved de såkaldte subprime boliglån, der fik institutterne til at bukke under.

I Kongressen har Fannie Mae og Freddie Mac har nydt godt af politiske opbakning fra især demokraterne, som mener, at institutterne var med til at give mindrebemidlede mulighed for at købe egen bolig. Institutterne bidrog i øvrigt også godt til valgkampen i 2008 og der var store bidrag til både Hillary Clinton og Barack Obama. Den tidligere administration under præsident Georg Bush forsøgte flere gange at stramme kapitalkravene for de to føderale realkreditinstitutter, men havde ikke held til at komme igennem Kongressen med forslaget, men blev stemt ned af kongrespolitikerne.

Mange republikanere mener, at Fannie Mae og Freddie Mac bærer en stor del af skylden for boligboblen, finanskrisen og den efterfølgende økonomiske krise i det amerikanske samfund. Det er nok en overdrivelse, men det viser, at det let kan ende i et politisk hundeslagsmål, når fremtiden for boligfinansiering skal diskuteres i Kongressen. Men i det mindste er det et godt udgangspunkt, hvis Obama administrationen foreslår at reducere forbundsregeringens rolle i boligfinansieringen. Det er bedre at private investorer og långivere formidler kapital til boliglån end regeringen, fordi de løber en risiko for egne midler. Men det forudsætter naturligvis, at investorerne ikke blot kan tørre eventuelle tab af på skatteborgerne.

Reagans fusionisme mellem traditionelt konservatisme og klassisk liberalisme

2011-02-09T15:37:00.001+01:00

Professor Peter Kurrild-Klitgaard har et indlæg på sin blog (8.2) om Ronald Reagans "fusionisme", der bestod i at kombinere klassiske liberalistiske og traditionelt konservative synspunkter. Der var ikke Reagans opfindelse, men bevægelse i amerikansk konservatisme med rødder tilbage til 1950'erne. Og Kurrild har et par interessante links til indlæg om fusionisme og taler af Reagan.

Denne "fusionisme" i Reagans politiske platform gjorde det muligt at forene socialkonservative og libertarianere i en koalition, som kunne vinde præsidentvalget i 1980 og senere kongresvalget i 1994, da Newt Gingrich med sin liberalkonservative platform Contract with America vandt flertallet i Repræsentanternes Hus og dermed fik betydelig indflydelse på udviklingen i USA under præsident Bill Clinton. Begge perioder (1981-89 og 1994-2001) var præget af begrænset vækst i de offentlige udgifter.

Koalitionen blev sprængt under præsident Georg W. Bush, der med sin socialkonservatisme og statsinterventionisme, stigende offentlige udgifter, militære interventioner og store budgetunderskud har skubbet i hvert fald libertarianere og sikkert også en del Reagan fusionister fra sig. Det bidrog utvivlsomt til demokraternes valgsejrer i 2006 og 2008. Jeg ved ikke om Ron Pauls kampagne for at blive Republikanerne præsidentkandidat i 2008 kan betegnes som fusionistisk, men det var i hvert fald et oprør i den republikanske lejr mod udskejelserne under Bush og afvigelsen fra fusionismen. Til gengæld har Tea Party-bevægelsen (og indirekte Barack Obama og den progressive bevægelse) forenet både libertarianere og traditionelt konservative igen og sikret republikanerne et comeback i Repræsentanternes Hus. Det bliver spændende at se om denne koalition igen kan blive en vigtig politisk drivkraft i USA.

ObamaCare stadig mere upopulær i den amerikanske befolkning

2011-02-07T22:45:00.001+01:00

Sundhedsreformen i USA, som blev vedtaget sidste år, er upopulær i den amerikanske befolkning, som aldrig før. I en ny meningsmåling fra Rasmussen Reports (7/2) viser, at der er et stor flertal for at forkaste reformen helt, 58% af de adspurgte er for, mens kun 37% er imod at forkaste reformen. Undersøgelsen viser også, at et meget stort flertal mener, at sundhedsvæsenet bliver dyrere og dårligere som følge af reformen.

Det kan overraske, det plejer sjældent at være upopulært, når politikere øger de offentlige udgifter. Heller ikke i USA, hvor der er større skepsis overfor offentlige udgifter. Og sundhedsreformen er trods alt en udgiftskrævende reform, der giver store grupper adgang til sygesikring eller adgang til forsikring til lavere præmier. Mange af de grupper, som vinder på reformen, har allerede mærket en ændring, selvom reformen først er fuldt gennemført om nogle år.

Når reformen er så upopulær, skyldes det nok, at der også er tabere på reformen. De omfatter først og fremmest grupper, som oplever at forsikringsselskaber trækker sig fra markedet eller at prisen på sygesikring stiger. Det er en effekt, som allerede viser sig. Desuden er der betydeligt frygt blandt forsikrede over forringelser. Det gælder ikke mindst sikrede i Medicare og Medicaid, som kan få vanskeligere ved at finde en læge, når reformen er fuldt gennemført.

Hyldest til Præsident Reagan

2011-02-06T12:28:00.098+01:00

I dag er det 100 år siden, at præsident Ronald W. Reagan blev født i Tampico, Illinois. Denne begivenhed er blevet markeret ved lang række artikler og møder verden over. Også her på Zieglers Hjørne vil jeg gerne hylde en stor frihedskæmper, som gennem tiden har været en inspirationskilde.

Ronald Reagan kan stadig vække begejstring bredt blandt konservative og libertarianske som fortæller for mindre offentlige sektor, lavere skatter, mere frihed for individer og familier, mindre magt til forbundsregeringen og mere til de amerikanske delstater. I bredere kredse står Reagans kamp for frihed i kommunistiske regimer og væmmelse ved atompolitikkens "Mutually Assured Destruction" nok tydeligere, hvor forhandling gennem styrke og udvikling af en beskyttelse mod atomvåben (Strategic Defense Initiative) var politikken, som nok var upopulær i starten af 1980'erne, men som førte til våbenaftaler og bidrog til kommunismens sammenbrud.

Når Reagan stadig kan inspirere, skyldes det ikke mindst, at han stod fast på sine liberalkonservative principper og kommunikerede dem med overbevisning. Reagan var ikke en nogen vejrhane, som den typiske politiker, skriver professor Peter Kurrild-Klitgaard i klumme i Berlingske Tidende om Reagans 100 år. Jeg finder, at Reagans radiotaler fra 1970'erne stadig indeholder mange gode politiske kommentarer (og de kan fås på CD fra Ronald Reagan Library).

I dagens anledning har Cato en podcast med professor William A. Niskanen, der var formand for Council of Economic Adviser under præsident Reagan, om Reagans økonomiske politik og personen Reagan. Niskanen fortæller blandt andet, at Reagan havde en god intuition for politikforslag, ikke fordi han vare analytisk, men fordi han i sin tid som talsmand for General Electric blandt andet havde læst Friedrich A. Hayek, Ludwig von Mises og Milton Friedman. Det gav Reagan en god fornemmelse af konsekvenser af de lovforslag og politikforslag, han som præsident blev forelagt. Hør Niskanen her:

Også i Danmark blev fejret. Tre Venstre politikere har taget initiativ til stiftelsen af Det danske Ronald Reagan Selskab, som bliver stiftet i dag og som årligt skal markere Ronald Reagans fødselsdag med en konference. De tre politikere er tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, udviklingsminister Søren Pind og klima- og energiminister Lykke Friis (det sidste var lidt af en overraskelse, men forhåbentlig kan energiministeren finde inspiration til en energipolitik med mindre statslig styring og mere markedsøkonomi, hvilket ville være helt i Reagans ånd. Statssubsidier til udvalgte sektorer, tvang i forbruget, kvoter og ande planøkonomi er ikke noget, der ville vinde mange stjerner hos Reagan).

Pengepolitikken i USA fører til fejlinvestinger og mindre kapitalapparat på længere sigt

2011-02-04T18:15:00.000+01:00

I det seneste nummer af Cato Policy Report (January/February 2011) har professor Kevin Dowd og korrespondent Martin Hutchinson et indlæg om den lempelige pengepolitik og den dermed forbundne de-kapitalisering af USA. Pengepolitikken har de sidste 15 år skabt boble efter boble i USA. Og boblerne er blevet større og større. Konsekvensen af disse bobler er lavere vækst i fremtiden, konkluderer Dowd og Hutchinson.

Langsom godkendelse af ny medicin har en pris

2011-02-03T16:51:00.006+01:00

Professor Peter Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, rettede i tirsdags en kritik af finansieringen af Lægemiddelstyrelsen i DR Orientering på P1 (1.2). Hovedparten kommer af indtægterne kommer fra medicinindustrien, der betaler for behandling af ansøgninger om markedsføringsgodkendelse af nye lægemidler. Og i EU kan virksomhederne for visse lægemidler vælge, hvilken lægemiddelstyrelse, der skal være referenceland for den faglige vurdering. De andre lande skal dog tilslutte sig godkendelsen.

Den danske læggemiddelstyrelse bliver oftere valgt som referenceland på linje med lægemiddelstyrelser i Sverige, Storbritannien og Tyskland, mens styrelser i syd- og østeuropa bliver valgt sjældnere. En væsentlig årsag er, at godkendelsen i Danmark sker inden for de frister, som er fastsat af myndighederne. Gøtzsche finder, at det er uheldigt, at virksomhederne på denne måde kan vælge referenceland og dermed skabe en konkurrence mellem myndighederne om at sagsbehandle inden for de fastsatte tidsrammer. Gøtzsche henviser til amerikanske erfaringer, som viser, at flere lægemidler efterfølgende blev trukket tilbage fra markedet efter at godkendelsestiden blev reduceret i midten af 1990'erne. Så hurtig sagsbehandlingstid er altså ensbetydende med mindre grundighed og dårlig kvalitet i sagsbehandling, hvilket kan betyde, at lægemidler bliver godkendt, som ikke skulle have været godkendt, ræsonnerer Gøtzsche.

Gøtzsche postulere imidlertid en årsagssammenhæng (medicinindustrien bestemmer og betaler => konkurrence på tid mellem myndigheder => dårlig kvalitet i godkendelserne => negative konsekvenser for patienterne), som ikke holder. For det første er det ikke kun en hurtig sagbehandling, som medicinvirksomheder efterspørger. Det er mindst ligeså afgørende, at andre landes myndigheder har tillid til referencelandets bedømmelse. Ellers går der bøvl i den gensidige anerkendelse mellem EU-landene. For det andet er hurtig sagsbehandling ikke nødvendigvis ensbetydende med dårligere kvalitet. Arbejdsdeling, tekniske hjælpemidler, ledelse, stordriftsfordele og kapacitet kan nemlig påvirke både sagsbehandlingstider og kvalitet. Og hvem siger, at styrelserne i EU-landene er ens på disse punkter?

Især arbejdsmarkedet må antages at spille en vis rolle. Hvis organisationen ikke kan udvides i takt med arbejdsbyrden, vil det forsinke sagsbehandlingen eller forringe kvaliteten af godkendelserne. Nu er arbejdsmarkedet i nordeuropa formentlig nok en del mere smidigt end i sydeuropa (det er lettere at hyre og fyre) og udbuddet af kvalificerede medarbejdere også større. Det kan derfor ikke overraske, at ansøgningerne søger nordpå.

Så der er ingen grund til at drage den konklusion, at hurtig sagsbehandling er ensbetydende med dårlig kvalitet i afgørelserne. Men selv hvis vi antager, at denne sammenhæng eksisterer, er der i givet fald tale om få fejl i godkendelserne (de amerikanske erfaringer tyder på 2-3% af alle godkendelser selvom ikke alle godkendelsesfejl). De (eventuelle) negative konsekvenser af hurtige godkendelser skal sættes overfor de positive konsekvenser. En hurtig sagsbehandling betyder, at hovedparten af lægemidler kommer hurtigere på markedet og ud til patienterne. En mere langsommelig og grundig sagsbehandling, som den stærkt risikoaverse Gøtzsche ønsker, vil med andre have skadelige virkninger. Men det er selvfølgelig mindre synligt. Det er lettere at få øje på en død patient med et pilleglas i hånden end en patient, som er død ventende på at skrankepaverne skulle godkende den medicin, der kunne redde ham.

Det er med andre om tale om en afvejning af fordele og ulemper. Professor Sam Peltzman, University of Chicago, gennemførte tilbage i starten af 1960'erne i analyse af fordele og ulemper ved indførelsen af strammere godkendelse for nye lægemidler (Regulation of Pharmaceutical Innovation, 1974). Det skete efter de kedelige erfaringer thalidomid, der gav alvorlige fosterskader hos børn. Det blev efter 1962 stillet krav om, at virksomhederne skulle dokumentere, at lægemidlerne er sikre, hvilket medførte længere udviklingstid for nye lægemidler. Peltzman kunne vise, at lovændringen faktisk medførte flere dødsfald og mere sygdom, fordi ellers effektive og sikre lægemidler blev forsinket og at det mere end opvejede fordelene ved at forhindre usikre lægemidler adgang til markedet. Der er den slags afvejning, vi står overfor i dag. Skal man beskytte patienterne mod fejlbeslutninger i maskimalt 2-3% af godkendelserne ved at forsinke de øvrige 97-98% af lægemidlerne?

En mere langsommelig sagsbehandling er selvsagt ikke i industriens interesse. Men det heller ikke i samfundets. Enhver forlængelse af (og uforudsigelighed i) godkendelsestiden vil reducere indtægterne ved innovation og øge kapitalomkostningerne. Det vil nemlig alt andet lige betyde, at der bliver investeret i færre nye lægemidler.

Det er ikke omkostningsfrit at være risikoavers. Gøtzsche er fortaler for flere og større lægemiddel-undersøgelser, længere udviklingstider og grundigere sagsbehandling. Der vil give mere sikkerhed for at lægemidler virker og er sikre, men det har en pris. Det betyder nemlig, at vi skal vente længere på nye lægemidler og at der bliver færre af at vælge imellem.

De politiske konsekvenser af Obamas afvisning af ændringer i sundhedsreformen

2011-02-03T14:01:00.001+01:00

Politisk kommentator Karl Rove har en interessant analyse af det politiske spil om sundhedsreformen mellem republikanere og demokrater i WSJ (3.1). Rove mener, at det vil få politiske konsekvenser, at præsident Barack Obama afviser ændringer i sundhedsreformen. Forsikringsselskaber trækker sig ud af markedet for sygesikring og læger tilkendegiver, at de vil begrænse antallet af patienter med offentlig sygesikring, hvilket vil ramme især de ældre over 65 år.

Kriser er uundgåelige i en markedsøkonomi, men kollektivisering af tab fører til uansvarlig adfærd

2011-02-02T14:40:00.002+01:00

Mandag holdt redaktør Rainer Hank, Frankfurter Allgemeine Zeitung, foredrag i CEPOS (31.1). I foredraget kom ind på årsagen til finanskrisen og gældskrisen i Europa blandt Euro-landene. Hank mener (som økonomerne John M. Keynes med "animal spirít", Joseph Schumpeter med "creative destruction" og den "østrigske" økonomiske skole med konkunkturcykelteori), at kriser er uundgåelige i markedsøkonomi, men at den kollektivisering af tab, som sker gennem støtteordningerne til finansielle institutioner og stater i økonomiske vanskeligheder, forstærker problemerne. Se foredraget på CEPOS hjemmeside.

Ingen enighed om årsagen til finanskrisen i Kongresrapporten: Demokraterne fokuserer på markedsfejl, republikanerne på regeringesfejl

2011-02-02T10:01:00.001+01:00

Direktør Mark A. Calabria, Cato Institute, kommentere Kongres-rapporten om årsagerne til den finansielle krise i USA i den seneste podcast fra tænketanken (1.2).

The Financial Crisis Inquiry Report

2011-02-01T23:09:00.005+01:00

Kommisionen om Årsagerne til den Finansielle og Økonomiske Krise i USA, der blev nedsat af Kongressen i 2009, udsendte i sidste uge sin endelig rapport. Kommissionen bestod af 10 medlemmer, hvoraf 6 var udpeget af demokraterne og 4 udpeget af republikanerne. Kommissionen er ikke enige i konklusionen, men deler sig efter partiskel. Flertallet mener, at krisen hovedsageligt skyldes utilstrækkelig regulering af den finansielle sektor. Et mindretal mener derimod, at krisen skyldes regeringens fejlslagne indblanding i boligmarkedet, mens et andet mindretal peger på krisens globale natur og henviser de række faktorer, som tilsammen forårsagede krisen.

Rapporten er et digert værk på over 600 sider, så jeg har ikke fået tygget mig igennem endnu (og tvivler også på, at jeg orker at læse mig igennem hele rapporten, især da det er et politisk bestillingsarbejde snarere end et økonomisk fagligt bidrag skrevet af uafhængige forskere). Så jeg henviser til rapporten, Kommissionens hjemmeside og omtalen i medierne, se bl.a. WSJ (28.1) og NYT (27.1).

Flertallet bestående af kommissionens formand, forh. finansminister (for Kalifornien) Phil Angelides, forh. formand (for Commodity Futures Trading Commission) Brooksley E. Born, jurist og investor Byron Stephen Georgiou, forh. senator Daniel Robert Graham, forh. direktør (Merrill Lynch) Heather Murren og forh. direktør og bestyrelsesformand (for Symantec) John W. Thompson peger på manglende regulering som hovedårsagen til finanskrisen. Deres konklusion er, at finanskrisen kunne være undgået, hvis myndighederne ikke havde svigtet. Der peger på fejl i regulering og tilsyn med finansielle institutter drevet af "deregulering og tro på selv-regulering", fejl i corporate governance og risikostyring i finansielle institutioner, for megen udlån og risikotagning, manglende gennemsigtighed en uforberedt regering, myndighedernes inkonsistente svar på krisen, derivater, svigtende kreditvurderinger etc.

Der er ingen tvivl om, at kommissionen med afhøring af 700 vidner under vidneansvar, har afdækket mange detaljer i hele forløbet op til og under finanskrisen, men overblikket kommer til at vige for alle detaljerne. Det er også et af kritikpunkterne hos mindretallet. De mener, at Kommissionen skyder med spredehagl og ved at pege på stort set alt ikke fanger det væsentlige eller de(n) egentlige årsager til krisen. Kritikken er også, at kommisionsflertallet har været lidt for fikseret på reguleringen i USA, men krisen har også ramt lande, der er mere stram regulering af finanssektoren.

Et mindretallet bestående af medlem af Repræsentanternes Hus Spencer T. Bachus, der nu er formand for the House Financial Services Committee, beskylder flertallet for at nedtone betydningen af Fannie Mae og Freddie Mac for finanskrisen. Bachus udpeger det som hovedårsagen til finanskrisen og den efterfølgende økonomiske krise.

Et større mindretal bestående af forh. medlem af Repræsentanternes Hus Bill Thomas, forh. direktør (for præsident National Economic Council) Keith Hennessey og forh. budgetdirektør (for Congressional Budget Office) Douglas Holtz-Eakin peger på (eller nøjes med) 10 årsager, begyndende med en kreditboble (hovedsageligt drevet af kapitalstrømme fra Kina, udviklingslande og olieproducerende lande), boligboble (forårsaget af kreditboblen), utraditionelle eller nye lånetyper, faldende standarder for realkreditobligationer, bevidst eller ubevidst koncentration af risici ved boliglån i finanssektoren, yderligere risikotagning ved finansiering af langfristede boliglån gennem kortsigtede lån, risiko for spredning (hvilket førte til hjælpeforanstaltninger fra regeringen), et finansielt stød fra boligsektoren, insolvens og likviditetsproblemer for finansielle institutter og herefter økonomisk tilbagegang. Thomas, Hennessey and Holtz-Eakin gennemgår deres konklusioner i en kronik i WSJ (27.1).

Obama vil ikke ændre sundhedsreformen

2011-02-01T15:12:00.002+01:00

Præsident Barack Obama lagde heller ikke op til ændringer i den upopulære sundhedsreform i sin tale til Kongressen om nationens tilstand i sidste uge. Tværtimod. Reformen blev gennemført sidste år med et snævert flertal. Sundhedsreformen var en stærkt medvirkende årsag til, at republikanerne vandt valget i november.

Obama sagde med løftet pegerfinger, at han ikke vil genforhandle reformen, men tilføjede at han er åben overfor gode ideer. Det har han før sagt, men havde han ønsket et kompromis mellem demokraterne og republikanerne, hvilket givet havde været mere fornuftigt, fordi det havde været muligt at gennemføre ændringer som afgørende kunne begrænse væksten i udgifterne (hvilket er lettere at gennemføre, hvis begge partier er med), så havde Obama givet senatorer fra de to partier tid nok til at udarbejde et kompromisforslag. Nu blev tiden brugt på at forene venstre og højre fløj hos demokraterne.

Se Kaiser Health News analyse af situationen efter præsidentens tale og udsigten til ændringer i sundhedspolitikken i den nye Kongrens:

Ingen konkrete forslag til løsning af de økonomiske problemer i USA

2011-02-01T14:54:00.000+01:00

Præsident Barack Obama holdt for en uge siden sin tale om unionens tilstand til Kongressen. Talen viser, at præsidenten bevæger sig ind mod midten i amerikansk politik. Det sker efter det markante valgnederlag i november, hvor republikanerne vandt flertallet i Repræsentanternes Hus og nok pladser i Senatet til at kunne blokkere lovgivning. Præsidenten har allerede med en aftale om at udsætte en planlagt skatteforhøjelse 2 år og forlænge understøttelsen til arbejdsløse vist, at der kan samarbejdes over midten.

Men der er ikke enighed mellem demokraterne og republikanerne om, hvad der er det økonomiske hovedproblem: Arbejdsløsheden eller budgetunderskuddet. For Obama og demokraterne fokusere nok på arbejdsløsheden, mens republikanerne er mere optaget af budgetunderskuddet. Men som The Economist (29.1) skrev i lederen fredag, så kommer hverken demokraterne eller republikanerne med konkrete forslag til løsning af problemerne. Og Obama kom heller ikke med konkrete forslag til løsninger af problemer, skriver The Economist:
"Mr Obama claimed that America needs to “out-innovate, out-educate and outbuild the rest of the word”. Yet his speech provided only the waffliest of ideas about how it might do that, and no indication of how they might be paid for. The parallel he likes to draw with the moment when Sputnik was launched and America realised Russia was winning the space race falls down there, for in 1957 America’s government had piles of cash to spend on catching up. Now it has none".
...

"A year ago Mr Obama set up a deficit-reduction commission, which duly produced a sensible report at the end of last year. He has failed previously, and failed again this week, to endorse the commission’s conclusions. He offered no specific proposals for cutting the cost of the biggest drains on the federal purse: health care, Social Security (pensions) and defence. And, although revenues will have to rise if the budget is to be brought into balance, he failed to explain to middle-class Americans that they will have to pay more tax. His only gestures in the direction of fiscal responsibility were to propose reforming corporate tax, increasing some taxes on the very rich and extending a freeze on some categories of discretionary spending, all of them tiny parts of the overall picture. If he is serious about the deficit, this was the time to show it. He should have taken courage from recent improvements in both his poll ratings and the economy. He copped out".

Danmark overhaler USA i økonomisk frihed

2011-01-30T18:15:00.000+01:00

Danmark og USA har byttet plads på ranglisten over økonomisk frihed. Danmark er nu det 8. mest frie land i verden, mens USA kommer ind på ind 9. plads, ifølge The 2011 Index of Economic Freedom. Men både USA og Danmark halter noget efter eliten, der består af Hong Kong, Singapore, Australien, New Zealand, Schweiz og Canada, som alle scorer mere end 80 på samlede indeks over økonomisk frihed.

Indeksen er sammenvejet af 10 forskellige indeks for økonomisk frihed, nemlig virksomheders frihed, frihandel, skattetryk, offentlige udgifter, pengepolitik, investeringsfrihed, finansiel frihed, ejendomsret, korruption og frihed på arbejdsmarkedet. Danmark ligger godt på stort set alle parametre bortset fra skattetryk og offentlige udgifter, hvor Danmark betegnes som undertrykkende. Det er dog sket en mindre forbedring over det sidste år, mens situationen i USA er forværret. Derfor bytter USA og Danmark placering.

Metoden til udregning af økonomisk frihed er nærmere beskrevet her.

Taylor efterlyser sundere økonomisk politik i USA

2011-01-29T13:30:00.000+01:00

Professor John B. Taylor efterlyser i WSJ (28.1) en anden og mere sund økonomisk politik i USA. Det skal ske ved at regeringen fokuserer på at nedbringe statsgælden og de offentlige udgifter, mens forbundsbanken skal føre en stabil pengepolitik og helst følge regler. En økonomisk politik som er forudsigelig vil gavne investeringerne i økonomien og dermed beskæftigelsen (se sammenhængen i vedstående figur).

Stigende inflation i økonomier verden over

2011-01-24T11:16:00.000+01:00

Inflationen er på vej op og det gælder de fleste økonomier verden over, skriver WSJ (24.1). Inflationen er højest i Kina og Brasilien, som har høj vækst, men også i Storbritannien, Euro-zonen og USA, hvor priserne er steget hurtigere end forventet. Dette skyldes blandt andet store stigninger i råvarepriserne. Bankdirektør Jean-Claude Trichet fra Den Europæiske Centralbank siger til WSJ, at banken holder øje med inflationen:

"All central banks, in periods like this where you have inflationary threats that are coming from commodities, have to…be very careful that there are no second-round effects" on domestic prices."

Det er ikke overraskende, at inflationen tager til med de rentesænkninger og kvantitative lettelser i pengepolitikken, som de fleste centralbanker verden over har gennemført i kølvandet på finanskrisen og budgetkrisen. Men stigningen kommer på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden stadig er høj i USA og mange europæiske lande.

Det er set før, at økonomier kan lide under kombinationen høj inflation og høj arbejdsløshed. Det var tilfældet i 1970'erne, hvor økonomen Arthur Okun opfandt det såkaldte Misery Index, der inflationen plus arbejdsløsheden (i %). Dette index steg til det dobbelte fra slutningen af 1960'erne til 1973, fra cirka 8% til 17%, i USA. Det stoppede senere i slutningen af 1970'erne. Fra begyndelsen af 1980'erne og frem til 2006 faldt dette indeks bortset fra midlertidige stigninger under økonomiske tilbageslag. Men siden 2006 har det været stigende i USA og andre lande. Høj arbejdsløshed og stigende inflation kan blandt andet være udtryk for, at der er stor usikkerhed om fremtiden, hvilket gør private investorer tilbageholdende med investeringer, og/eller ændringer på arbejdsmarkedet, f.eks. højere kompensation ved arbejdsløshed og længere ret til dagpenge i længere perioder. Usikkerhed kan opstå ved store og vedholdende budgetunderskud, usikkerhed om den fremtidige regulering af erhvervslivet eller rammevilkår. USA er ramt af både usikkerhed og relativt store ændringer på arbejdsmarkedet med det store og voksende budgetunderskud og markant bedre regler for understøttelse gennemført under den nye administration.

Det er bemærkelsesværdigt, at Trichet i interviewet med WSJ efterlyser mere budgetdisciplin i Europa. Det vil øge tilliden hos husholdninger, virksomheder, investorer og opsparere, som han formulere det.

Government is not the solution, government is the problem

2011-01-20T00:00:00.002+01:00

I dag er det 30 år siden, at Ronald W. Reagan aflagde ed og tiltrådte som præsident i USA med et konservativt program, der ville reducere den offentlige sektor, regulering og skatter, flytte magt fra Washington D.C. til delstaterne, familier og individerne samt inddæmme truslen fra den kommunistiske Sovjetblok ved forhandling gennem styrke. Hvilken bedre måde at mindes dagen på end at høre Reagans tiltrædelsestale fra 20. januar 1981:

Lad os håbe, at der snart blæser andre vinde i Washington og at den næste tiltrædelsestale om 2 år bliver af samme skuffe, som den Reagan leverede i 1981.

Inflationen stiger i EU

2011-01-15T09:26:00.000+01:00

Den lempelige pengepolitik i Euro-landene i kølvandet på finanskrisen er nu begyndt at sætte sine spor i priserne. Inflationen i december var for første gang over 2% i Euro-landene. I december 2010 steg priserne 2,2% i forhold til året før, mens inflationen var 2, 6% for hele EU. Det fremgår af seneste opgørelse fra Eurostat (14.1). I Danmark var inflationen nu 2.8%. Det er særligt energipriserne, som har presset inflationen i vejret. Inflationen i EU varierer i øvrigt en hel del fra land til land, fra -0,8% i Irland til over 5% i Grækenland og Estland.

Den europæiske Centralbank (ECB) har offentliggjort nedenstående figur, der viser udviklingen i inflationen over tid siden starten af 1990'erne. Det fremgår af figuren, at EU havde relativ succes med at bringe inflationsrate ned i 1990'erne, mens EU-landene forsøgte af kvalificere sig til Euro-samarbejdet og konkurrence blev styrket med det indre marked. Men ECB har siden introduktionen af Euroen i 2000 har vanskeligheder ved at holde inflationen mellem 0% og 2%, som er målet for ECB. Faktisk har inflationen ligget over 2% det meste af det meste af tiden med undtagelse af de to perioder med økonomisk nedtur (2000-01 og 2008-09).

Den stigende inflationen er naturligvis konsekvens af den lempelige pengepolitik, som ECB har ført i lighed med andre centralbanker. Alligevel har ECB valgt at holde renten uændret efter det seneste møde i Styrelsesrådet (se pressemeddelelsen fra ECB 13.1). Det afgørende spørgsmål er naturligvis om ECB kan og vil stramme pengepolitikken hurtigt nok til at holde inflationen under kontrol.

Lederskiftet hos de konservative er ikke nok

2011-01-14T02:21:00.001+01:00

Det konservative Folkeparti skifter leder igen, hvilket synes drevet af panik før lukketid. Partiet er i meningsmålinger sunket til et niveau, hvor det kan konkurrere med Enhedslisten om at være Folketingets mindste parti. Fredag bliver Lars Barfoed formentlig valgt som ny leder af partiet.

Men en ny partileder er ikke nok til at løse partiets problemer. Langt fra. Hovedproblemet for partiet er nemlig, at vælgerne ikke aner, hvor de har de konservative. De politiske udmeldinger fra partiet har simpelthen peget i for mange retninger.

Det kræver et langt sejt træk at bringe partiet tilbage fra ørkenvandringen, men erfaringerne fra Liberal Alliance viser, at det er muligt at lave et come-back. Det kræver dog, at der kommer en klar linje i de politiske udspil og udmeldinger, så vælgerne ikke er i tvivl om, hvad de konservative vil udover klæbe til taburetter og at køre i ministerbiler. En godt sted at starte i søgningen efter en klar konservativ politik for den nye partileder (og resten af folketingsgruppen) er lektor Søren Hviid Pedersen's kronik i Berlingske Tidende (13/1). Et andet sted er de britiske konservative, som har virkeliggjort det, som Pedersen efterlyser: En slankekur for den offentlige sektor. Nulvækst er bare ikke godt nok!

Ventetid for patienter med offentlig og privat sygeforsikring i speciallægepraksis

2011-01-13T13:31:00.000+01:00

TV-avisen kunne tirsdag aften (11.1) berette, at patienter med offentlige sygesikring har længere ventetid hos praktiserende speciallæger end patienter med privat sygeforsikring. Dette er en konsekvens af takstsystemet i den offentlige sygesikring, hvor taksterne nedsættes med 40%, når lægerne når en bestemt omsætning, de såkaldte knækgrænser. For patienter, der har privat sygeforsikring, er taksten altid den samme. Det betyder, at speciallægerne tjener mere på at behandle patienter med privat sygeforsikring, når de når knækgrænsen, hvilket for mange speciallæger kan ske så tidligt som i oktober måned, hvis de udelukkende behandlede patienter med offentlig sygesikring de første måneder. I praksis spreder de fleste speciallæger patienterne med offentlig sygesikring over året, så de også behandler dem i årets sidste måneder. Men systemet betyder, at patienterne med privat sygesikring kan komme hurtigere til behandling.

Det er intet nyt i denne historie. Sådan har det været i adskillige år, ja sågar årtier. Regionerne (og amterne før i tiden) har i mange år brugt knækgrænser som et økonomisk styringsinstrument på linje med omsætningsloft og kontrol med antallet af ydrenumre (eller antallet af praktiserende læger). Det begrænser både antallet af læger, som kan behandle patienter for den offentlige sygesikring og omsætningen per læge. Det giver en budgetsikkerhed for regionerne, men det medfører også en rationering af antallet af patienter, da kapaciteten ikke er afpasset efterspørgslen. Da praktiserende læger ikke må opkræver ekstrabetaling for patienter i sygesikringsgruppe 1, resulterer det ofte som enhver anden form for rationering i ventelister og ventetider.

Budgetsikkerhed for regionerne er ikke den eneste begrundelse for at kontrollere omsætning og antal af praktiserende læger. Regionerne frygter også, at for mange læger uden omsætningsloft vil medføre såkaldt udbyderinduceret efterspørgsel (eller indikationsskred), altså en situation hvor lægerne tager initiativ til flere behandlinger end strengt nødvendigt, ikke af medicinske grunde, men udelukkende for at øge omsætningen. Det er et potentielt problem med mange læger, men Danmark lider efterhånden mere af lægemangel. Spørgsmålet er også, om kontrol med antallet af ydrenumre og omsætningsloft er den mest hensigtsmæssige måde at forhindre indikationsskred.

Før i tiden var det en fåtal af patienter, som havde privat sygeforsikring som supplement til den offentlige sygesikring. Kun patienter i sygesikringsgruppe 2 kunne dog komme til hurtigere, da læge og patienten i princippet aftaler prisen, mens tilskuddet fra Den offentlige Sygesikring er fast. Ofte med supplerende tilskud fra fortsættelsessygekasse "danmark". Formentlig omfatter antallet af borgere i gruppe 2 ikke mere end 100-150.000.

Siden 2002 har omkring 1 million danskere fået en supplerende sygesikring gennem deres arbejde, som gør det muligt at komme til straks uanset regionernes planøkonomiske rationering af behandlingskapaciteten. En væsentlig grund til at tegne en privat sygesikring er da også, at den giver hurtigere adgang til behandling.

Både regionernes formand, Bent Hansen, og sundhedsminister Bertel Haarder, kritiserede praktiserende speciallæger for at forskelsbehandle patienterne (i den normale arbejdstid). De kræver, at lægerne stopper forskelsbehandling mellem patienter med offentlig og privat sygesikring. Hvis man ønsker at stoppe denne forskelsbehandling, er den oplagte løsning at regionerne fjerner knækgrænser og omsætningsloft for speciallægerne, så de kan behandle flere af sygesikringens patienter til fuld takst. Alternativet er restriktioner og kontrol med speciallægerne med ventetider for patienterne med offentlig og privat sygesikring, men i praksis vil være uhyre vanskelig at gennemføre. Desuden risikerer regionerne, at nogle speciallæger vil opgive at have overenskomst med Den offentlige Sygesikring og udelukkende tage sig af patienterne med privat sygeforsikring eller gruppe 2-medlemmer i Den offentlige Sygesikring.

Borgere har selv mulighed for at påvirke, hvor hurtigt de kommer til behandling. De kan melde sig over i gruppe 2 i Den offentlige Sygesikring. Men så skal de også betale en del af lægens honoraret selv.

ObamaCares basispakke: Smal eller bred?

2011-01-11T14:32:00.003+01:00

Præsident Barack Obama og hans administration er gået i gang med at definere, hvilke sundhedsydelser, der skal være i de sygeforsikringer, som individer selv køber og får gennem mindre arbejdsgivere efter 2014, skriver Kaiser Health News (10/1). Denne regulering vil få betydning for millioner af amerikanere.

Dette er selvsagt en vanskelig opgave, hvor administrationen balancerer mellem at give forholdsvis bred dækning på den ene side og sikre en forholdsvis acceptabel pris på forsikringen på den anden side. Desto flere ydelser, som forsikringen skal omfatte, desto dyrere bliver forskringspolicerne. Bliver forsikringen for dyr, vil borgerne afholde sig fra at købe dækning (eller vente med at tegne forsikring til szgdommen er indtruffet og betale skatten for ikke at have tegnet sygeforsikring istedet).

Det kan også forventes, at Obama administrationen vil blive belejret af lobbyister, der gerne vil have deres sundhedstilbud eller behandling med i denne basispakke. Interesse-organisationer for behandlere, producenter og patienter har haft stor succes med at påvirke dækningen i sygeforsikringer i enkelte delstater, hvilket har bidraget til at øge præmierne, skabe store forskellige i præmier mellem delstater og reducere antallet personer med sygeforsikring. Selvom administrationen har bedt et uafhængigt panel komme med anbefalinger til dækningen i ObamaCare, vil jeg godt vove den forudsigelse, at dækningen bliver ganske bred. Der er en klar asymmetri i prressionsgruppepresset til fordel for udvidet dækning.

På det private marked for arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer (for store de virksomheder, som ikke er underlagt regulering i delstaterne), er det op til arbejdsgiverne og forsikringsselskaberne at aftale dækningen. Typisk dækker forsikringen kun behandling, som er medicinsk begrundet, mens kosmetiske operationer næsten aldrig er dækket og fedmeoperationer, fertilitetsbehandling og eksperimentielle behandlinger ofte ikke er dækket. Men i mange delstater stiller delstaten altså krav om, at sygeforsikring solgt til privatpersoner i staten dækker disse ydelser sammen med alt fra tandlæge, akupunktur, massageterapi til præstekonsultationer.

Greenspan advarer mod den offentlige gældsbyrde i USA

2011-01-08T10:08:00.000+01:00

Tidligere centralbankdirektør Alan Greenspan mener, at USA kan opleve en gældskrise, hvis ikke politikerne i Washington D.C. i tide tager beslutninger om at reducere de offentlige udgifter eller øge skatteindtægter for at bringe gældssætningen ned, skriver WSJ (7.1).

Centralbankdirektør efterlyser besparelser på offentlige budgetter

2011-01-07T02:26:00.000+01:00

Centralbankdirektør for Luxembourg, Yves Mersch, efterlyser i meget klare vendinger i WSJ (5.1) besparelser på de offentlige budgetter. Han skriver blandt andet:

"Now the time is near for policy makers to withdraw economic stimulus at a moderate but steady pace. Costly ad hoc measures should be replaced by rule-based, medium- to long-term oriented "Ordnungspolitik." This German expression describes the economic approach in which the state has a limited role, giving leeway to markets. Although it stresses the importance of setting up incentives properly, it abjures discretionary interference with the plans and actions of market participants".

Det er svært at være uenig!

ObamaCare under kniven

2011-01-06T18:34:00.000+01:00

Republikanerne har nu overtaget kontrollen med Repræsentanternes Hus i Washington D.C., hvilket er ensbetydende med en politikskifte på en række områder. I næste uge vil Repræsentanternes Hus stemme om et forslag, der skal omstøde sundhedsreformen. Forslaget bliver formentlig vedtaget, men det er tvivlsomt om det kan få flertal i Senatet og nærmest sikkert at præsident Barack Obama vil nedlægge veto imod forslaget. Men selvom forslaget om at omstøde ObamaCare ikke bliver vedtaget, kan det republikanske flertal sagtens forsøge at ændre dele af sundhedsreformen. Flertallet i befolkningen er imod ObamaCare og store dele af demokraterne er utilfredse med dele af lovgivningen, så der kan sagtens skabes en alliance for ændringer, skriver Time (6.1).

Alternativerne til obligatorisk sygeforsikring i ObamaCare

2010-12-22T03:32:00.000+01:00

Det er et stort problem for ObamaCare, hvis de pligten til at tegne sundhedsforsikring ikke overlever domstolene, skriver The Economist (16.12). Det vil også stille republikanerne i dilemma. Hvis ObamaCare fortsætter uden pligten for borgerne til at tegne forsikring, men en ret for borgerne til at tegne forsikring til ens præmier og ret til hospitalsbehandling, kan omkostningerne stige og præmier blive højere for dem, som vælger at tegne forsikring.

I så fald er der to alternativer for lovgiverne. Det første er at give borgerne incitamenter gennem skatter og tilskud til at tegne en forsikring. Det andet er at lade staten finansiere sygesikring for de borgere. Begge løsninger vil være lovlige, ønskværdige for hverken præsident Barack Obama eller det republikanerne i Repræsentanternes Hus.

Obama og midtervælgerne

2010-12-16T20:08:00.000+01:00

Aftalen mellem præsident Barack Obama og republikanerne i Repræsentanternes Hus, som udskyder en forhøjelse af indkomstskatten i 2 år, synes ikke at hjælpe Obama, skriver Peggy Noonan i WSJ (10/12). Obamas kritik af skatteaften og løftet om at ville revidere aftalen om 2 år, hjælper ikke Obama hos midtervælgerne, skriver Noonan. Og aftalen svækker præsidenten hos midtervælgerne.

Krav om sundhedsforsikring strider imod forfatningen

2010-12-13T21:10:00.001+01:00

En vigtig del af præsident Barack Obamas sundhedsreform er mandag blevet erklæret for værende i strid med den amerikanske forfatning, skriver WSJ (13.12). Det drejer sig om kravet om, at alle amerikanske statsborgere skal tegne en sygeforsikring. Dommer Henry E. Hudson mener ikke, at forfatningen giver den føderale regering mandat til at kræve, at individer tegner en forsikring. Bestemmelsen træder først i kræft i 2014, så der er tid for Obama at anke afgørelsen til den amerikanske Højsteret, som før eller siden vil blive hørt om denne og en snes andre retssager rejst af delstater imod den føderale regering.

Hvad er galt i Spanien?

2010-12-13T19:43:00.003+01:00

Tidligere premierminister José Maria Aznar sparker i WSJ (13.12) til hans socialistiske efterfølger, José Luis Rodríguez Zapatero, der overtog regeringsmagten i 2004 efter en bombeeksplosionen på Madrids banegård. Den spanske økonomi havde højvækst i 2004, skabte nye arbejdspladser og havde balance på de offentlige budgetter. Det er på 6 år vendt til økonomisk kaos, fordi den socialistiske regering har opgivet reformere det spanske samfund, skriver Aznar. Han skriver endvidere:

"An essential part of this political change will be for Spain to immediately acknowledge that the state has to limit its economic and social role, and open new areas of freedom and dynamism for society and private entrepreneurship. Spain needs to accomplish deep reforms in its administrative structure, including eradicating bureaucratic and public bodies and rationalizing public expenditure. Spain cannot delay any longer in reforming its welfare state, but must start now to restore the conditions for a thriving society that is open to all.

Spain is more than capable of becoming, once again, a dynamic and enterprising country, one that generates employment and opportunity. But first it must undertake the hard work of unwinding six years of political misdeeds. We can't wait".

Aznar har ret i, at der er ikke noget værre end reformforskrækkede regeringer, der ikke handler med rettidig omhu. Den spanske regering er blot en af slagsen!

Helikopter Ben om at trykke penge

2010-12-12T16:34:00.000+01:00

The Daily Show omtalte den amerikanske forbundsbanks Quantitative Easing, som sender milliarder af nye dollars i omløb gennem opkøb af amerikanske statsobligationer. I programmet kan man se bankens formand Ben Bernanke udtale, at banken ikke trykker flere penge, selvom de letter pengepolitikken.

The Daily Show With Jon Stewart

Mon - Thurs 11p / 10c

The Big Bank Theory

www.thedailyshow.com

Daily Show Full Episodes

Political Humor & Satire Blog</a>

The Daily Show on Facebook

Betaling for ydelser i det offentlige sundhedsvæsen i USA

2010-12-12T16:18:00.003+01:00

Professor Uwe E. Reinhardt har i to blogindlæg på NYT (26.11 og 3.12) diskuteret problemerne med aflønning af henholdsvis hospitaler og læger i det offentlige sygesikring for ældre, Medicare. Hospitaler bliver i dag aflønnet ved tariffer baseret på diagnose relaterede grupper (DRG) med en lang række justeringer (geografi, sværhedsgrad, uddannelse af læger og uforholdsmæssigt mange ikke-forsikrede patienter, som hospitalet er pligtig til at give behandling). Alle hospitaler i samme situation får samme betaling. Tariffer er beregnet ud fra hospitalerne omkostningerne og bliver løbende opdateret.

Læger bliver aflønnet med honorarer, der afspejler deres timeforbrug, eksterne omkostninger og forsikringer. Honorarer bliver justeret for en række faktorer såsom omkostningsindex og prisindeks for lægeforsikring i forskellige dele af USA. Honorarene er dog vidt omfang politisk fastsat og afspejler også interne politiske forhold i den amerikanske lægeforening, hvor den vindende koalition er i stand til at påvirke resultatet til egen fordel uanset udbud og efterspørgsel. Det har derfor medført mangel på visse typer (Medicare) læger i visse regioner af USA.

Priserne er altså bestemt af omkostninger og politiske forhold. Ikke overraskende er systemet løbende udsat for kritik. Kritikken går på, at priserne ikke afspejler værdien af ydelserne. Når priser i et system ikke afspejler værdi, er der ingen sikkerhed for, at ikke rigtige ydelser bliver udbudt i de rigtige mængder. En af kritikker er Joseph Antos, der er tilknyttet American Enterprise Institute, og i en lang årrække har haft tilknytning til Medicare programmet. I en blogindlæg på The American (30.10) med overskriften "Confessions of a Price Controller", skriver han blandt andet:

"Prices must respond to both the supply and demand sides of the market to allocate resources to their best use. Medicare ignores the market, setting prices for physician services based on an academic theory with its roots in the Soviet Union and implemented by the American Medical Association. Those prices do not reflect the value patients receive from their care, and they do not reflect shifts in the demand for particular kinds of services (such as primary care) as the population ages or as more people have health insurance".

Antos skriver videre, at der er en tendens til at lægers honorarer mere end markedet egentlig ville tillade, fordi reduceret efterspørgsel efter en type lægeydelser tenderer til at øge omkostningerne og presset fra disse læger, selvom det var mere relevant for dem at skifte til et andet speciale. Antos mener, at priskontrollen bør afskaffes og havde håbet, at sundhedsreformen ville tage skridt i den retning, men det er ikke sket.

Reinhardt gennemgår i et andet blogindlæg historien for DRG-tarifferne og honorarsystemet for praktiserende læger og speciallæger. Det Sovjet-inspierede DRG-prissystem i Medicare blev indført i 1980'erne under præsident Ronald Reagan, mens honorarsystemet for lægerne blev indført i 1992 af præsident Georg H. W. Bush. I begge tilfælde var formålet at begrænse udgiftsvæksten i Medicare, hvor hospitaler og læger stort set kunne skrive regninger til regeringen, som de lystede. Nu har prissystemerne måske nok (i hvert fald delvist) bremset udgiftsvæksten, men det giver problemer med at tilpasse udbud og efterspørgsel til Medicare patienter. Dermed har programmet fået de samme problemer, som kendetegner de offentlige sundhedssystemer i mange europæiske lande, herunder Danmark, Italien, Norge, Spannien, Storbritannien og Sverige.

Mange amerikanere mener ikke, at regeringen opererer indenfor grænserne fastsat i konstitutionen

2010-11-26T13:41:00.000+01:00

Rasmussen Reports har offentliggjort en opinionsundersøgelse (23/11), som viser, at en meget stor del af amerikanske vælgere mener, at den føderale regering har vokset sig udover de grænser, der er fastsat i konstitutionen. 39% mener, at regeringen opererer indenfor grænserne, mens 44% mener, at grænserne er overskredet. Medlemmer af den "politiske klasse" er langt mere tilbøjelige til at mene, at grænserne ikke er overskredet end resten af vælgerne, ligesom der er flere republikanere end demokrater, som mener at grænserne for den føderale regering er overskredet. Uafhængige vælgere er delt i spørgsmålet.

Netop spørgsmålet om afgrænsningen af magten mellem den føderale regering, delstaterne og individet var et centralt emne for præsidentkandidat Ron Paul under primærvalget 2008 og Tea Party bevægelsen i 2010. Der er blandt konservative republikanere og libertarianere en udbredt opfattelse af, at den føderale regering overskrider de grænser, som oprindeligt var sat forbundsregeringen. Det foregår en debat mellem progressive, konservative og libertarianere om, hvordan konstitutionen kan fortolkes. På den ene side står de progressive, som argumenterer for, at konstitutionen er et levende dokument, der kan fortolkes i tiden. På den anden side står libertarianere, som argumenterer for, at konstitutionen skal fortolkes bogstaveligt, da formålet med den netop er at afgrænse magten. De konservative har vendt sig imod "aktivisme" fra domstolene, som vi så i 1960'erne og 1970'erne, hvor domstolene efter konservativ opfattelse foretog afgørelser, som burde være politiske.

Den republikanske præsidentkandidat fra 1964, Barry Goldwater, skrev allerede i 1960 bogen "Conscience of a Conservative", der var et opgør med forbundsregeringens tiltagende magt. I 1980'erne forsøgte præsident Ronald Reagan at gøre op med forbundsregeringens magt, blandt andet med forslag om tilføjelse om borgernes økonomiske rettigheder til konstitutionen.

Siden Goldwater og Reagan har forbundsregeringen øget sin indblanding i økonomien, blandt andet i sygeforsikring og sociale anliggender. Konstitutionen foreskriver ikke direkte, at disse områder er anliggender for forbundsregeringen. Regeringens indblanding hviler derfor på to bestemmelser i konstitutionen. For det første retten for forbundsregeringen til at opkræve skat (og fordele midlerne til delstaterne). Forbundsregeringen opstiller nogle betingelser for økonomisk støtte, der tvinger delstaterne til at indføre nationale programmer som Medicare og Medicaid. Fulgte en delstat ikke foreskrifterne, ville delstaten miste tilskuddet til trods for borgernes skatteindbetalingerne.

For det andet henviser forbundsregeringen i reguleringer til, at den føderale regering har lov til at regulere handlen mellem delstaterne. Denne bestemmelse i konstitutionen har skiftende regeringer tolket ganske liberalt. Det er blandt andet denne bestemmelse, som Obama administrationen henviser til, når den kræver, at alle amerikanere skal have en sygeforsikring, selvom det jo ikke vedrører handlen mellem delstaterne (og hvor lovgivningen allerede bestemmer, at sygesikringen skal tegnes i den delstat, som borgeren bor i).

Det er et sundt tegn, at amerikanere udtrykker kritik af forbundsregeringen tiltagende magt og vælgere repræsentanter, der vil tage et opgør med Washington D.C. Når forfatningsdomstolen ikke været i stand til at satte grænserne for forbundsregeringen, er det op til borgerne at sørge for, at grænserne bliver fastsat. Men det bliver en vanskeligt opgave, når en stor del af magthaverne med præsident Barack Obama i Washington D.C. tilhører den "progressive" bevægelse, som ønsker stadig flere beføjelser til forbundsregeringen og direkte indblanding i stor og småt. Men undersøgelsen viser, at præsidenten er helt ude af trit med den amerikanske befolkning og at han ikke har det mandat til at udvide regeringen, som han selv er så overbevist om, at han har fået.

Privat sundhedsforsikring forbedrer de offentlige finanser

2010-11-17T23:40:00.000+01:00

CEPOS har udsendt en notat om privat sygeforsikring af specialkonsulent Mia Amalie Holstein, som afdækker effekten på de offentlige finanser af privat sundhedsforsikring. Notatet viser, at privat sundheds-forsikring har en positiv effekt på de offentlige budgetter. Godt nok er private sundhedsforsikringer fritaget for indkomstskat, hvilket giver et provenutab på 760 mio. kr. om året. Men det blivet modsvaret af lavere offentlige udgifter til behandling og sygedagpenge. Notatet skønner, at disse udgifter til hhv. 770 mio. kr. og 310 mio. kr. Private sundhedsforsikringer er også en fordel patienterne, da det forkorter ventetiden for patienterne med og uden sygeforsikring.

Obamacare ødelægger det private marked for sygeforsikring

2010-11-13T12:50:00.001+01:00

Michael Tanner, Cato Institute, fortæller på podcast fra Cato Institute, at sundhedsreformen i USA allerede har konsekvenser på det private forsikringsmarked. Reguleringen i den nye lovgivning resultere stik i imod hensigten i færre valgmulighederne for borgerne.

Private forsikringsselskaber trækker sig ud af markedet, fordi det økonomisk ikke længere kan hænge sammen at sygeforsikre med de mange nye regler. Der sker også en konsolidering, hvor medarbejdere i virksomheder og private borgere tvinges til at tegne dyrere forsikringer. Private virksomheder beslutter samtidig at droppe sygeforsikring for medarbejdere (og betale en skat i stedet), fordi omkostninger er stigende. Og endelig, så er markedet for sygeforsikring til børn ved at bryde sammen, fordi forsikringsselskaber er tvunget til at forsikre samtlige kunder til samme pris uanset sundhedstilstand. Det får præmierne til at stige og mange forældre til at droppe sygeforsikring for deres børn. Den kan jo altid tegnes, når uheldet er ude. Resultatet er en negativ proces, hvor præmier stiger og stiger.

Den konservative deroute

2010-11-13T12:39:00.000+01:00

Professor Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende (12/11) om Det konservative Folkepartis problem med faldende tilslutning. Hovedårsagen er ikke partiformanden, men derimod, at vælgerne ikke aner, hvor de konservative befinder sig i de politiske landskab.

Kurrild henviser til den tale, som landsformand og udenrigsminister Lene Espersen holdt på det seneste landsmøde, hvor hun sammenlignede et skattetryk på 40% med ultraliberalisme. Partimedlemmerne klappede, da hun sagde, at "nogle ønsker et skattetryk på 40%".

Jeg har vedhæftet en oversigt over skattetrykket i OECD-lande i 2007. Danmark ligger til trods for flere år med højkonjunktur og en "borgerlig" regering i toppen, som det mest skatteplagede land. Østrig og Holland er lande, som ligger henholdsvis lige over og under de 40% i skattetryk. Det må altså være ultraliberalistiske lande? Schweiz, Australien, Irland, Tjekkiet, USA og Japan ligger alle omkring 30%. I min optik er det lande med konservativ politik. Det er vel også et niveau omkring 20-30%, som partiet burde have som langtsigtet mål. Liberalister kan så have et mål på 10-20% og ultraliberalister på 0%. Men der er meget, meget langt til det niveau, hvor konservative, liberalister og ultraliberalister behøver at være uenige om hensigtsmæssige sænke skatterne yderligere. Og med det tempo, hvormed de VK-regeringen sænker skattetrykket, vil det tage uendelig lang tid.

Obama lytter ikke vælgerne, mener Rove

2010-11-12T01:12:00.000+01:00

Præsident Barack Obama lytter ikke til vælgerne og især uafhængige vælgere, der ved midtvejsvalget har vendt Obama og demokraterne ryggen. Det skriver Karl Rove i WSJ (11/11) . Rove bemærker, at Obama på første pressemøde efter valget forklare nederlaget med den høje arbejdsløshed og dårlig kommunikation (fra Obama til vælgerne).

Hvis der er tale om dårlige kommunikationsevner, så er det ikke talegaverne, men derimod evne til at lytte. Opinionsmålinger viser, at vælgere er mere enige republikanerne i økonomiske spørgsmål og at flertallet af amerikanere mener, at udviklingen i landet går i den forkerte retning. Stimuleringspakken har ikke virket som lovet og det har vælgerne gennemskuet. Vælgerne har klart signaleret, at de ønsker en ændring i økonomiske politik (mindre statsstyring, mådehold med udgifterne, kontrol med budgetunderskuddet og lavere skatter). Og et flertal af de uafhængige (og republikanske) vælgere ønsker, at sundhedsreformen bliver forkastet og erstattet med en ny reform.

Det sidste bliver dog blankt afvist af Obama, der dog erklærede sig villig til at lytte til republikanerne, hvis de har nogle "gode ideer" til at forbedre sundhedsreformen. Det var stort set samme ord, som Obama brugte, da demokraterne var blevet enige om sundhedsreformen og inviterede republikanerne til et offentligt topmøde om reformen. Dengang for at overbevise vælgere om, at demokraternes politik på sundhedsområdet var bedre end republikanernes, hvilket dog mislykkedes. Så det er politisk teater. Obama er stadig overbevist om, at hans sundhedsreform indeholder de "bedste ideer".

Link til Obama administrationens handelspolitik og kommentarer

2010-11-09T20:52:00.000+01:00

Obama administrationens handelspolitik kan læses her. Præsident Barack Obama sendte 1 marts sin handelspolitik til Kongressen, som blandt andet indeholder et mål om at fordoble eksporten over 5 år og administration har dannet et såkaldt Export Promotion Cabinet.

Ambassadør Terry Miller skrev en kommentar på sin blog på Heritage Foundations hjemmeside om handelspolitikken.

Et godt sted at følge debatten om handelspolitikken er på http://www.freetrade.org/.

Mere kritik af Obamas administrationens handels- og valutapolitik

2010-11-09T18:12:00.038+01:00

Også i USA støder Obama administrationens handelspolitik på kraftig kritik. Som WSJ (9/11) bemærker, så støder politikken på kritik fra så forskellige sider som tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin og Verdensbankens direktør Robert Zoellick. Kritikken er den samme.

Palin kritiserer svækkelsen af dollar på linje med lande som Tyskland, Brasilien, Kina og andre assiatiske lande. Hun bliver citeret for følgende udtalelse:
"We don't want temporary, artificial economic growth brought at the expense of permanently higher inflation which will erode the value of our incomes and our savings ..... We want a stable dollar combined with real economic reform. It's the only way we can get our economy back on the right track"
Zoellick efterlyser et system med mere stabile valutakurser baseret på en tilbagevenden til en international guldstandard (se Financial Times 7/11), der inkluderer euro, dollar, pund, yuan og renminbi. En guldstandard vil tvinge landene til at gennemføre reformer snarere end at devaluere valutaen.

Obama administrationen bryder med 65 års amerikansk handels- og valutapolitik

2010-11-09T12:10:00.010+01:00

Præsident Barack Obama og finansminister Timothy Geithner bliver også kritiseret fra hjemmefronten forud for G20-landenes topmøde i Seoul på fredag og lørdag. Kritikken bliver rettet mod Obama administrationens handels- og valutapolitik.

Finansminister Timothy Geithner har forud for mødet foreslået de andre lande, at G20-landene bliver enige om et mål for landenes overskud eller underskud på handelsbalancen. Geithner foreslår konkret, at hverken overskud eller underskud skal overstige 4 procent af et land bruttonationalprodukt. Det er et ganske enestående forslag fra Obama administrationen, som blev voldsomt kritiseret af den tyske finansminister Wolfgang Schäuble forleden dag (se her). Man forstår også, at kinesere fik teen galt i halsen, da de hørte om forslaget fra Obama administrationen. Viceudenrigsminister Cui Tain-kai havde følgende kommentar i henhold til Business Week (5/11):

"The artificial setting of a numerical target cannot but remind us of the days of a planned economy.”

En målsætning for handelsbalanceoverskuddet vil jo forudsætte, at staten kontrollerer millioner af individers og virksomheders beslutninger om køb, salg, opsparing og investering. Det er planøkonomi. Tankevækkende, at Kina i 2010 som skal belære USA om ulemperne ved planøkonomi.

Geithners forslag er dog udtryk for tankegangen i Obama administrationen: At staten skal spille en mere aktiv rolle i markedsøkonomien gennem regulering og forskellige støtteordninger til virksomhederne. Stimuleringspakken indeholdt således støtteordninger til udvalgte virksomheder ligesom redningspakkerne for bank- og bilindustrien skulle beskytte amerikanske arbejdspladser. Støtteordningerne er først og fremmest målrettet virksomheder, som har produktion eller projekter, der er politisk korrekte for Obama administrationen. Det gælder eksempelvis de "grønne" jobs.

Men administrationens politik indebærer også tiltag, som forringer amerikanske virksomhedernes konkurrenceevne (nye reguleringer, sundhedsreform og beskatning af CO2 udslip). Og medens Obama administrationen har travlt med at gennemføre forslag, som forringer virksomhedernes konkurrenceevne, taler om "fair" handelspolitik, som skal tvinge handelspartnere til at indføre høje standarder for lønmodtagere og miljø. Formålet hermed at øge udenlandske virksomheders omkostninger og dermed forbedre amerikanske virksomheders konkurrenceevne.

Geithners forslag om 4 procents loft over handelsoverskuddet (som vil ramme Tyskland og Kina), den såkaldte "fair" handelspolitik og devalueringen af amerikanske dollars gennem endnu en forøgelse af pengemængden er politik af samme skuffe. Fælles er nemlig, at det fritager administrationen fra at fremsætte økonomiske reformforslag, som kan forbedre virksomhedernes konkurrenceevne. Man forsøger at få andre til at forringe deres konkurrenceevne i stedet. Og gennem faldende dollar (eller stigende euro eller yuan) vil amerikanske virksomheder opleve en forbedret konkurrenceevne, men prisen er ustabile valutakurser, inflation og muligvis nye bobler i økonomien.

USA har siden afslutningen på anden verdenskrig arbejdet for international frihandel gennem multilaterale handelsaftaler under WTO. Det skyldes i høj grad erfaringerne fra 1930'erne, hvor USA og verden oplevede frygtelige konsekvenser af protektionistisk handelspolitik. Landene forsøgte dengang at beskytte egen industri og arbejdspladser gennem højere told og lukkede grænser. Det forstærkede den økonomiske krise og fjernede økonomiske fordele ved arbejdsdeling og specialisering til skade for alle lande. Den protektionistiske handelspolitik var derfor en medvirkende årsag til udbruddet af verdenskrigen.

Obama administrationens handelspolitik er et brud på 65 års amerikansk udenrigspolitik, som er blevet fulgt af demokratiske og republikanske præsidenter som eksempelvis Harry S. Truman, Dwigt D. Eisenhower, John F. Kennedy, Richard Nixon, Ronald Reagan, Bill Clinton og Georg W. Bush mere eller mindre halvhjertet. Ofte har denne politik stødt på modstand ude og hjemme, være vanskelig at gennemføre i økonomiske nedgangstider og selvfølgelig har den også kostet amerikanske arbejdspladser på det korte sigt. Når Obamas forgængere valgte at se bort fra disse kortsigtede konsekvenser for amerikanske arbejdspladser, er det nok, fordi de vidste, at frihandel fører til nye arbejdspladser. Arbejdspladser, som dog ikke er synlige på forhånd. Det er hele ideen med markedsøkonomi. Og frihandel har været til gavn for USA og verden, som er blevet rigere og også mere sikker af handel. Derfor var det fornuftigt at Obamas forgængere at arbejde for frihandel og det burde Obama også gøre.

Tidligere budgetdirektør i Det hvide Hus: Nu skal vi altså have styr på statens underskud

2010-11-08T21:23:00.003+01:00

Distinguished Visiting Fellow Peter R. Orzag fra Center for Foreign Relations efterlyser i Berlingske Business (8/11) en indsats mod budgetunderskuddet fra præsident Barack Obama. Orzag fra budgetdirektør for Obama fra januar 2009 indtil han forlod stillingen i juli i år, fordi hans chef ikke lyttede til ham og tog gældsproblemet alvorligt nok. Journalist David Trads har et interview med Orzag, som jeg kan anbefale. Her et citat:

"Vi har brug for, at der fremlægges en troværdig plan for, hvordan vi får styr på underskuddet i 2015 eller 2016 - altså det er ikke nok at tale om, hvordan økonomien ser ud om nogle årtier; perspektivet skal være, hvad vi gør i de kommende fem år. Det meste af problemet må vi løse med større indtægter - det vil sige øgede skatter - for gabet mellem indtægter og udgifter er så stort, at vi ikke kan nøjes med at se på besparelser".

Tysk finansminister kritisere amerikansk økonomisk politik

2010-11-08T15:21:00.003+01:00

Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble retter en kraftig kritik mod den amerikanske regering og forbundsbank efter den nye pengepolitiske lempelse i sidste uge, hvor forbundsbanken besluttede at skyde yderligere 600 mia. USD ind i økonomien gennem opkøb af amerikanske statsobligationer, skriver WSJ (8/11).

Schäuble peger på, at det er inkonsistent, når amerikanere på den ene side beskylder Kina for at manipulere deres valuta og på den anden gennemfører en pnegepolitisk lempelse som forringer værdien af dollar. Schäuble er citeret for følgende udtalelse:

"The USA lived off credit for too long, inflated its financial sector massively and neglected its industrial base. There are many reasons for America's problems—German export surpluses aren't one of them."

"Germany's exporting success is based on the increased competitiveness of our companies, not on some sort of currency sleight-of-hand. The American growth model, by comparison, is stuck in a deep crisis."
Schäuble deltager i G20 topmødet senere på ugen sammen med forbundskansler Angela Merkel. Præsident Barack Obama, som er flygtet fra de hjemlige konservative, der vandt en jordskredssejr i sidste uge, kan altså se frem til en omgang tysk konservativ spanking på fredag i Seoul. Og det hjælper næppe, at han har sin egen finansminister, manden med pokerface, Timothy Geitner, med. De andre har for længst gennemskuet, at Obama administrationen spiller med temmelig ringe kort.

Indsigt i Tea Party-bevægelsen

2010-11-05T00:19:00.002+01:00

Der er skrevet temmelig meget om Tea Party-bevægelsen i medierne, men ikke meget af det er der papir værd, som det er skrevet på. Der er en tendens til sætte lighedstegn mellem hele Tea Party-bevægelsen og tidl. guvenør og vicepræsident Sarah Palin. Imidlertid er Tea Party bevægelsen i USA ikke en socialkonservativ bevægelse. Bevægelsen dækker over forskellige opfattelser af, hvad statsmagten skal gøre i sociale spørgsmål. Det som forener bevægelsen er medlemmers syn på økonomiske spørsmål: 1) Regeringen (og i særdeleshed forbundsregeringen) skal spille en mindre rolle i økonomien og 2) markedet kan løse problemer bedre end regeringen.

David Kirkby og Emily Ekins har gennemført en analyse (refereret her), som viser, at Tea Party er delt i to grupper: Konservative og liberalister (libertarianere). Begge grupper er bekymrede for sundhedsreformen, ønsker at begrænse forbundsregeringens udgifter og reducere statsmagten. Men mens de konservative medlemmer af Tea Party bevægelsen er langt mere bekymrede over moralske spørgsmål (ægteskab mellem homoseksuelle, immigration, Moskeen i New York og abort) end liberalistiske medlemmer af bevægelsen. Det fremgår af nedenstående figur (hvis den er svær at læse, så er den klippet fra ovenstående link).

Vælgerne forkaster ObamaCare i Oklahoma og Arizona

2010-11-04T14:00:00.001+01:00

Vælgerne i Oklahoma, Arizona og muligvis Colorado valgte ved folkeafstemning at droppe ud af sundhedsreformen, som præsident Barack Obama fik vedtaget i foråret, skriver Politico (3/11) . Tidligere har vælgerne i Missouri stemt for et lignende initiativ. Flere republikanske guvernører kan også betyde, at flere delstater vil udfordre sundhedsreformen gennem domstolene.

Efter midtvejsvalget i USA: Til højre eller til venstre

2010-11-04T13:58:00.000+01:00

Demokraterne og præsident Barack Obama led en markant nederlag ved tirsdagens midtvejsvalg i USA. Republikanerne har vundet over 60 sædder og dermed flertallet i Repræsentanternes Hus og i hvert fald 6 pladser i Senatet. De fleste præsidenter oplever nederlag ved midtvejsvalget, men der er næppe tvivl om, at størrelsen af dette nederlag er usædvanlig. Republikanernes sejr tirsdag var større end ved valgene i 1946 og 1994. Faktisk skal man temmelig langt tilbage i historien for at finde et så stort nederlag til noget parti.

Økonomisk krise og arbejdsløshed var ved dette valg en klar ulempe for demokraterne, da partiet efter 2 år med flertallet i Kongressens to kamre og præsidentembeddet ikke kunne fraskrive sig ansvaret for udviklingen. Ved valget i 2008 var krisen efter Lehman Brothers konkurs en måned før valget derimod en fordel for demokraterne og Barack Obama. Præsidentkandidat John McCain førte faktisk meningsmålinger efter republikanernes partikonvent og før Lehman Brothers konkurs. Men demokraterne havde succes med at hæfte krisen på præsident Georg Bush og republikanerne og samtidig kæde Bush og McCain sammen ved at tæppebombardere TV-stationerne med annoncer, der viste McCain og Bush trykke hinanden i hånden.

Nu var det bestemt ikke ufortjent at give republikanerne en stor del af skyld for en stor del af de offentlige udgifters himmelflugt og gældsætning under Bush. Bush socialkonservatisme tillod store stigninger i den offentlige sektor, hvilket medførte hård kritik fra konservative tænketanke og græsrødderne i partiet. Men demokraterne har et stort medansvar, da partiet allerede i 2006 opnåede flertal i Repræsentanternes Hus og dermed kunne udøve kontrol med bevillingerne i 2007-08. Og for selve krakket og problemerne i den finansielle sektor, var det nok ufortjent, at republikanerne og dereguleringen af de finansielle markeder i 1980'erne blev udpeget som skurken. Årsagen til problemerne er snarere den offentlige regulering af finansielle sektor og vilkår for tildeling af boliglån, og her spiller regler indfärt under præsident Jimmy Carter og præsident Bill Clinton en større rolle, men vælgerne straffer den siddende regering.

Tirsdag var det så demokraternes tur til at blive straffet af vælgerne. Man kan sagtens hævde, at problemerne i den finansielle sektor var så store og omfattende, at det ville tage mere end 2 år at rydde op efter republikanerne. Vælgerne køber ikke den slags argumenter, den siddende regering får ansvaret og denne gang var der ingen tvivl om, hvem der har magten og ansvaret.

Vælgerne har ved valget i tirsdags også klart forkastet den økonomiske politik, som Obama administrationen har fulgt (og videreført) i de sidste par år med store udgiftspakker og markant stigende offentlige udgifterne (der overgår end Bush). Det er stor bekymring i brede dele af befolkningen for øget offentlig gældsætning og stigende statslig indblanding i økonomien. Republikanerne har på et budskab om mådehold vundet opbakning fra midtervælgere, som i 2008 stemte på Obama og demokraterne. Tea Party-bevægelsen og entusiasmen blandt libertarianske og traditionelt konservative vælgere har også bidraget til sejren. Hos demokraterne blev desillusionerede progressive vælgere, der gerne have set en mere venstredrejet politik fra Obama administration, og bekymrende konservative demokrater, væk fra valgstederne.

Det store spørgsmål i dag er så om valget vil betyde samarbejde over midten eller "gridlock" i Washington D.C. Vil Obama række ind over midten og samarbejde med republikanerne, som præsident Bill Clinton gjorde efter valgnederlaget i 1994? Eller vil Obama trække længere ud på venstre flanke og tage kampen op med republikanerne? Går han til højre eller venstre?

Der er næppe tvivl om, at Obama chancer for genvalg afhænger af økonomiske konjunkturer (og mulighed for at indfri valgløfterne om aftrapning af krigen i Irak og Afghanistan - hvis ikke det sker, vil Obama formentlig blive udfordret under primærvalget). Hvis økonomien er i vækst om 2 år og arbejdsløsheden lav, er chancerne for genvalg alt andet lige større.

Så Obama kunne vælge at holde fast på sin "progressive" dagsordenen, fastholde en politik til venstre for midten, tage kampen op mod republikanerne og vente på et økonomisk opsving. Det vil øge hans popularitet blandt "progressive" vælgere. Hvis opsvinget kommer, vil han stå bedre blandt midtervælgere. Men det forudsætter, at opsvinget kommer og at midtervælgerne ikke lader sig afskrække af den progressive dagsordenen. Ironisk nok kan gridlock i Washington D.C. være med til at forbedre den økonomisk situation. Det skyldes, at der nu er mindre sandsynligt, at de offentlige udgifter vil stige, gældsætningen vokse og erhvervslivet blive underlagt nye reguleringer. Det skaber større forudsigelighed, flere investeringer og dermed vækst.

Alternativet er at forsøge et samarbejde med republikanerne, som kan skabe større forudsigelighed om den offentlige udgifter og skatter ved at gennemføre reformer, der mindsker budgetunderskuddet. En sådan politik kan bidrage til skabe større tillid og dermed flere investeringer, som vil skabe grobund for økonomisk vækst. Det vil gøre det lettere at tiltrække vælgere på midten og gøre det vanskeligere for republikanerne at angribe Obama, men giver samtidig Obama problemer på venstre flanke.

Spørgsmålet er også om republikanerne er interesserede i et sådant samarbejde? Hvis de samarbejder over midten, vil det give problemer på højre flanke. Til gengæld kan man skabe forudsætninger for vækst, som øger sandsynligheden for genvalg. Samarbejdet i 90'erne mellem Clinton og republikanerne under ledelse af Newt Gingrich var frugtbart.Det lykkedes at bringe det offentlige budget i balance og der blev gennemført en velfærdsreform. Afstanden mellem Gingrich og sydstatsdemokrat var næppe så stor som afstanden mellem republikanerne og en progressiv nordstatsdemokrat. Det bliver spædende at følge udviklingen de næste måneder.

Forsvar for sundhedsreformen

2010-11-04T06:00:00.000+01:00

Tidl. budgetdirektør Peter Orzag forsvarer sundhedsreformen i USA i NYT (3/11), som han mener vil reducere omkostninger på længere sigt.

Rove om demokraternes apocalypse

2010-10-28T10:39:00.001+02:00

Karl Rove skriver om demokraternes apocalypse ved midtvejsvalget i USA på tirsdag i WSJ (28/10). Han hælder vel nærmest salt i såret på præsident Barack Obama og fryder sig bl.a. over, at vælgerne i Ohio ville foretrække hans tidligere chef, præsident George W. Bush over Obama med 50% mod 42%. Roves analyse er, at vælgerne i Ohio og i USA som helhed foretrækker en konservativ økonomisk politik. Det er efterhånden også en del år siden, velsagtens 10 år, at økonomiske politik har været konservativ, så det er til forstå, at amerikanerne ønsker mådehold i det offentlige forbrug og stop for gældsætning.

Hvide arbejdere vender sig mod Obama og demokraterne

2010-10-26T15:54:00.000+02:00

The Economist skriver (23/10), at det sandsynlige valgnederlag til præsident Barack Obama og demokraterne på tirsdag ikke så meget skyldes Tea Party bevægelsen, men at hvide arbejdere vender sig mod Obama. Det vil påvirke resultatet i stater som West Virginia, Ohio, Pennsylvania og Wisconsin, der normalt er svingstater ved præsidentvalg. Og at de er utilfredse med demokraterne og præsidenten for stort alt andet end hudfarven.

Jordskredssejr til republikanerne på tirsdag i sigte

2010-10-26T15:43:00.001+02:00

Professor Peter Kurrild-Klitgaard forudser på baggrund af de seneste meningsmålinger en jordskredssejr til republikanerne ved valget d. 2 november. Se her.

Zakaria om den amerikanske drøm

2010-10-22T20:28:00.000+02:00

Noonan havde også en henvisning til Fareed Zakaria, som i Time Magazine (21/10) sammenligner stemningen i USA og Indien. Da Zakaria betragtede USA fra Indien for 40 år som ung så han et umulighedernes land med optimismen og fremdrift, mens Indien var stillestående. I dag betragter han Indien som borger i USA og ser, at tingene er vendt på hovedet. I dag er det i Indien, at optimismen skal findes.

Peggy Noonan om Tea Party bevægelsen og kongresvalget i USA

2010-10-22T18:27:00.000+02:00

Peggy Noonan har en interessant artikel i WSJ (22/10) om Tea Party bevægelsen og valget i USA næste tirsdag. Noonan gør to observationer. Den første er, at Tea Party bevægelsen ikke en trussel mod Det republikanske Parti. Tværtimod, bevægelsen har reddet partiet fra det velfortjente nederlag efter 8 år med præsident Georg Bush, rekordhøje offentlige udgifter og store underskud på statsbudgettet. Den har fremmet et generationsskifte i partiet og har republikanerne står nu en stor sejr ved valget 2. november. Den anden er, at valget den 2. november er blevet en folkeafstemning om præsident Barack Obama.

Noonan tegner et mere nuanceret billede af Tea Party bevægelsen end man ser i danske medier. Danske mediers behandling af det politiske stof i USA er gennemgående ringe og desværre er der ikke forskel på aviserne. Berlingske Tidende og JyllandsPosten er ikke bedre end Politiken, EkstraBladet eller DR. Og desværre må jeg konstatere, at weekendavisen, som ellers er en glimrende avis, i sidste uge (15/10) fuldte trop med en forsideartikel af Martin Krasnik om Tea Party. Heri beskrev Krasnik bevægelsens tilhængere som en flok nørder med racistiske tendenser og/eller religiøse frihedselskere på offentlig understøttelse. Krasnik havde været til et af bevægelsens møder i midvesten og fandt vel nærmest, at bevægelsens medlemmer var smådumme. Bevægelsen skal nok have sine nørder, men Krasnik vil kunne finde pæreformerede amerikanere, nørder og religiøse fanatikere i stort set alle politiske forsamlinger i USA (og alle andre steder).

Men bevægelsen repræsenterer faktisk et oprør med de løbske offentlige udgifter og det gigantiske underskud på statsbudgettet. Det er en bredt forankret bevægelse med tilslutning vidt og bredt i landet, men også med større tilslutning blandt veluddannede amerikanere, som beskrevet af professor Peter Kurrild-Klitgaard i et indlæg på punditokraterne.dk (10/10).

Noonan giver et eksmpel på en af bevægelsens støtter i den tidligere trommeslager i bandet Velvet Underground, Maureen "Moe" Tucker, der er citeret for følgende udtalelse:
"Anyone who thinks I'm crazy about Sarah Palin, Bush, etc., has made quite the presumption. I have voted Democrat all my life, until I started listening to what Obama was promising and started wondering how the hell will this utopian dream be paid for?"
Der er ingen tvivl om, at stemningen i USA er trykket og at amerikanerne ser pessimistisk på fremtidsudsigterne for dem selv og landet. Det viser undersøgelse efter undersøgelse. Der er også stor bekymring over den gældsætning, som er blevet langt værre under Obama end Bush. Bush var slem, ingen tvivl om det, og han brød med årtiers republikanske politik med mådehold i de offentlige udgifter, fremme saf økonomisk frihed og balance på statsbudgettet. Det blev republikanerne straffet for ved valget i 2006 og 2008. De har chancen for at vinde det tabte tilbage ved det kommende valg, da demokraterne blot har vist sig at være endnu mere uansvarlige end republikanerne (det bør vel tilføjes, at demokraterne faktisk har været ved magten siden 2006, hvor demokraterne fik flertallet i begge kamre. Det er således ikke helt rigtigt, når demokraterne lægger skylden for den økonomiske situation og statsunderskud under Bush på republikanerne. Demokraterne havde flertal i begge kamre, men benytte ikke deres flertal til at forkaste budgetterne og sende dem tilbage med nedskæringer). Men de sidste 2 år har ikke været opmuntrende for amerikanerne. Som Noonan skriver:
"This election is about one man, Barack Obama, who fairly or not represents the following: the status quo, Washington, leftism, Nancy Pelosi, Fannie and Freddie, and deficits in trillions, not billions".
Så er det sagt. Og amerikanere giver ganske sikkert den siddende præsidents parti et af de største nederlag, vi har set i historien, hvadenten det så er fordi de er smådumme eller bare gerne vil af med en regering, der bruger flere og flere penge.

Første retskendelse fra Michigan: Sundhedsreformen er forenelig med forfatningen

2010-10-13T11:36:00.001+02:00

Den første kendelse i retsopgøret om sundhedsreformen i USA er afsagt. En føderal dommer i Michagan har afsagt en kendelse, der giver forbundsregeringen medhold i, at Kongressen kan kræve obligatorisk sundhedsforsikring og beskatte individer, som ikke er forsikret. Det skriver Politico (7/10).

I henhold til afgørelsen er sundhedsreformens krav om minimumsforsikring omfattet af de beføjelser, som forfatningen giver Kongressen til at regulere handel mellem stater, mens beføjelsen til at beskatte ikke-forsikrede borgere følger af Kongressens ret til at beskatte.

Afgørelsen er fra en distriktsdomstol i en sag, hvor en religiøs borgerorganisation har sagsøgt forbundsregeringen for at overskride sine beføjelser, men flere sager er undervejs, herunder en del sager, hvor delstater sagsøger forbundsregeringen. Retsopgøret vil formentlig fortsætte indtil en endelig afgørelse foreligger fra Højesteret.

For stram pengepolitik var årsag til den økonomiske nedtur i USA i 2008

2010-10-11T12:34:00.009+02:00

Det er efterhånden almindelig accepteret, at pengepolitikken i USA var for lempelig i perioden 2002-06. Dette bidrog til stigende boligpriser og væksten i blandt andet boligudlån. Men hvad med pengepolitikken i 2008, hvor den økonomiske aktivitet faldt? Der er næppe tvivl om, at pengepolitikken blev lempet efter Lehman Brothers konkurs og problemerne på interbank markedet: Men før det?

Professor Scott Sumner mener (se Cato Unbound fra September 2009), at den økonomiske nedtur i USA i 2. halvår af 2008 primært skyldes, at pengepolitikken var for stram. Sumner argumenterer for, at det kraftige fald i det nominelle bruttonationalprodukt i august og september 2008 var et resultat af en alt for stram pengepolitik. Ydermere, faldet i det nominelle BNP var en årsag til snarere end en konsekvens af en svækkelse af bankerne stilling. Problemerne med de såkaldte sub-prime lån gjorde situationen værre, men det var ikke grunden.

Ifølge Scott har den amerikanske forbundsbank, The Federal Reserve System, dermed begået samme fejltagelse i 2008 som i begyndelsen af 1930'erne, hvor pengepolitikken blev strammet og forårsagede en fald i den samlede indkomst og produktion. Denne politik var ikke bevidst, men snarere et resultat af en forkert diagnose. Forbundsbanken kan ikke ordinere den rigtige medicin uden den rigtige diagnose. Sumner finder, at hverken den (korte) rente, pengebasen og den brede pengemængde giver retvisende billede af, hvor stram eller lempelig pengepolitik var i 2008. En række andre indikatorer for pengepolitikken viste, at den var stram optil finanskrisen:

"I looked at seven key economic indicators during the summer and fall of 2008, and between July and November each one signaled that monetary policy was highly contractionary:

1. Real interest rates soared much higher.
2. Inflation expectations fell sharply, and by October were negative.
3. Stock markets crashed.
4. Commodity prices fell precipitously
5. Beginning in August, industrial production plunged.
6. The dollar soared in value against the euro.
7. In the spring and early summer housing prices had briefly stabilized, but in August a renewed decline set in. This time there were also sharp declines in markets (mostly in the middle of the country) that had avoided the sub-prime excesses. At this point the housing downturn also spread to Canada.

By early October it was obvious that monetary policy had completely lost credibility. This means that the market expectation for inflation and NGDP growth over the following 12 months had fallen far below any plausible estimate of the Fed’s implicit target. At the time few noticed this problem, as economists focused all their attention on what to do about banking.

Even when the fall in aggregate demand was noticed, its implications were not understood. Many economists associate a loss of monetary credibility with high inflation, not excessively low inflation. This bias was mirrored in the media, which frequently made the bizarre announcement that inflation was “no longer a problem,” when in fact millions were losing their jobs precisely because inflation was far too low".

Et problem er diagnosen, et andet medicinen. Sumner diskuterer pengepolitikken, hvor det afgørende er, hvad forbundsbanken styre efter. Sumner finder, at de nuværende mål er tilbageskuende. En simpel politik er at styre efter væksten i (den brede) pengemængden, som foreslået af professor Milton Friedman. Dette blev opgivet i 1980'erne, da korrelationen mellem pengemængde og inflation var ringe. Friedman foreslog selv, at forbundsbanken skulle styre efter inflationsforventningerne (lempelig pengepolitik, hvis den for forventede inflation er mindre end målsætningen og vice versa, hvsi den forventede inflation lå over målsætningen).

En metode er at styre pengepolitikken efter forbundsbankens forecast af inflationen (target the forecast). Hvis forbundsbanken forventer en inflation under målsætningen, skal den lempe politikken, mens den skal stramme, hvis den forventer en inflationen højere end målsætningen. En sådan politik ville have ført til lempelser i pengepolitikken tidligt i 2008. Men det forudsætter, at forbundsbanken er i stand til at forecaste med rimelig præcision. Et alternativ, som foreslået af Sumner, er at styre efter en markedspris på en future på den nominelle BNP (12 måneder, 5% nominelle vækst i BNP):

".... we did need some type of credible policy of price-level or NGDP targeting. I have advocated a policy where the Fed pegs the price of a 12-month forward NGDP futures contract and lets purchases and sales of that contract lead to parallel open market operations. In essence, this would mean letting the market determine the monetary base and the level of interest rates expected to lead to five-percent NGDP growth. When I first proposed this idea in the 1980s, I envisioned the advantage in terms of traders observing local demand shocks before the central bank. The logic behind this idea is often called “the wisdom of the crowds.” But I no longer see this as its primary advantage".

Det er en interessant analyse, som Sumner præsenterer. Det er muligt, at en (for) stram pengepolitik fik BNP til at falde og dermed forårsagede krisen. Money matters, helt sikkert. Men spørgsmålet er om en lempelse af politikken ville have imødegået krisen, som Sumner synes at mene. Kan man undgå konjunkturudsving, når politikken har været for lempelig i en længere periode (2002-06)?

PS Tak til senior analytiker Lars Christensen for at henlede min opmærksom på denne artikel.

Kritik af klimakommissionens konklusioner

2010-10-06T20:02:00.000+02:00

Energiøkonom Jørn Thulstrup, Institute for Consumer Demand Research, kritiserer i en kronik i Berlingske Tidende (5/10) kritiserer i en kronik konklusionerne i Klimakommissionens betænkning. Klimakommissionen konkluderede, at det ville være muligt for Danmark at blive uafhængig af fossile brændstoffer på 40 år og at det ikke ville koste noget.

Klimakommissionens konklusion bygger på antagelser om begrænset mængde fossile brændstoffer i undergrunden og en antagelse om stigende oliepriser. Thulstrup mener, at begge antagelser er forkerte. Der er store områder, der er uudforsket. 2/3 af alle efterforskningsboringer er foretaget i USA, der har dækker 7% af jordens areal. Samtidig bliver udvindingsteknologien løbende forbedret. Og prisen på olie vil på langt sigt bestemt af udvindingsomkostninger (som ligger på 40 USD per tønde råolie), men den nuværende pris i høj grad er (politisk) kontrolleret af olieproducerende lande.

Endelig vil en større satsning på vindmøller, som foreslået af Klimakommissionen, fordyre den i forvejen dyre danske energiproduktion, blandt andet fordi produktionsomkostninger er højere end markedsprisen (og derfor skal subsidieres, hvilket sker ved at tvinge forbrugerne til at aftale el til overpriser) og det er vanskeligt at komme af med overskud af vindstrøm (ligesom det vil blive dyrere at købe el på markedet, når der er underskud af vindstrøm).

Klimakommissionens konklusionen hviler på de antagelser, der ligger til grund. Hvis olieprisen ikke stiger, vil Klimakommissionens anbefalinger blive et dyrt eksperiment for Danmark. Der er mere rette tale om en satsning.

I øvrigt giver Thulstrup lobbyister i henholdsvis olie- og klima-industrielle kompleks æren for forestillingen om, at olien er ved at slippe og at prisen vil stige:
"Atomkraftindustrien, olieselskaberne og de olieproducerende lande, OPEC, havde fælles interesser i at tale olieprisen op, og selv iklædt en grøn kåbe har de fortsat samme interesse. De suppleres nu af vindmølleindustrien, bioetanol-producenter og andre grønne kræfter, der dygtigt lobbyer offentlighed og politikere".
Og medierne bærer en del af ansvaret for ukritisk at bringe ensidige historie. Thulstrup kalder dem for de sorte og grønne lejesvende.

Spekulationer om pengepolitiske lempelse i USA

2010-10-05T20:45:00.002+02:00

Investorer forventer, at Federal Reserve vil gennemføre en yderligere lempelse af pengepolitikken gennem opkøb obligationer og andre værdipapirer, skriver WSJ (4/10). Som nedenstående figur viser, at investorerne venter et pænt opkøb i markedet. Enhver indikatione på en lempelse af pengepolitikken sender aktiekurser i vejret. De er steget 9% siden at formanden for Federal Reserve System, Ben Bernanke, i sidste måned indikerede, at lempelser kunne komme på tale for at sætte gang i økonomien. Og i dag har WSJ (5/10) en artikel, hvor Charles Evens, der er president for Federal Reserve Bank i Chicago, foreslår, at forbundsbanken opkøber amerikanske statsobligationer (for at pumpe flere penge ud i økonomien) og samtidig erklærer, at inflationen i en periode vil ligge over målsætningen på højest 2%. De, der i tide har forudset denne udviklingen, har i tide investeret i guld.

For den amerikanske stat er det naturligvis en sikker metode til at nedbringe gældsbyrden at lade seddelpressen køre. Inflation indebærer, at alle med formuer bliver pålagt en inflationsskat, men individer med gæld vil opleve, at gælden bliver forringet i nutidsværdi. Men det er ikke en mirakelkur for amerikansk økonomi. At lade seddelpressen rulle vil forstyre priserne på markedet, fører til fejlinvesteringer, igangsatte nye konjunkturudsving, skabe usikkerhed og reducere væksten.

Den nye økonomiske rådgiver for præsident Barack Obama

2010-10-01T01:55:00.001+02:00

Præsident Barack Obama står foran en større udskiftning i personalet. Alle, der har haft fingrene i økonomiske politik i de sidste 2 år, løber deres vej. Så vi kommer til at se en del nye ansigter. Professor Edward L. Glaeser skriver om et af de nye ansigter i NYT (21/9)om professor Austan Goolsbee, der er nomineret til posten som formand for Council of Economic Advisers.

Gordon Gekko vender tilbage

2010-09-23T15:43:00.004+02:00

Filminstruktør Oliver Stones nye film, Wall Street: Money Never Sleeps, havde premier forleden aften i byen, der aldrig sover. Det er fortsættelsen på Wall Street fra 1987, hvor Stones forsøger at beskrive yuppierne (young urban professionals) og deres forsøg på at gøre karriere i finanssektoren.

Wall Street er en udmærket film, hvor virksomhedsmægler Gordon Gekko, spillet af Michael Douglas, forsvarer kreativ destruktion ved fjendtlige overtagelser på en generalforsamling, hvor han forsøger at vinde kontrollen over en virksomhed:

"Greed, for lack of a better word, is good. Greed is right. Greed works. Greed clarifies, cuts through, and captures, the essence of the evolutionary spirit. Greed, in all of its forms; greed for life, for money, for love, knowledge, has marked the upward surge of mankind and greed, you mark my words, will not only save Teldar Paper, but that other malfunctioning corporation called the U.S.A."

Forsvaret for virksomhedsovertagelser og kreativ destruktion er helt på sin plads. Økonomier, hvor virksomhedsovertagelser er vanskeliggjort af reguleringer eller hindringer, vil der være en dårligere udnyttelse af ressourcerne, de vil være dårligere til at omstille sig og derfor kan man også forvente en lavere vækst.

Men hovedtemaet i filmen er modsætningen mellem det "hårde" arbejde i industrien (repræsenteret ved yuppien Bud Fox's fader Carl i luftfartsselskabet og andre kapitalister i filmen) og de "lette" arbejde med "hurtige" penge i finanssektoren (repræsenteret ved Gekko). Bud Fox er fanget mellem faderen og virksomhedsmægleren.

Gekko ender i fængsel for insider trading i den første film. Stone lader derfor Gekko blive straffet for sin grådighed. Fortsættelsen begynder med Gekkos løsladelse fra fængslet efter 23 år. Der bliver spændende at se, hvad Stone har at bidrage med. At dømme efter omtalen lader Stone Gekko gennemskue, at et større krak er på vej (finanskrisen). Filmen har premier i Danmark 30. september og jeg vil nok anmelde filmen, når jeg har set den.

Walter Mondale: Obama minder om Carter

2010-09-23T13:32:00.001+02:00

Vicepræsident Walter Mondale siger til The New Yorker (22/9), at præsident Barack Obama minder om præsident Jimmy Carter. Her er et citat fra artiklen:

"The problems that he and Carter faced from 1976 until 1980, he recalled, often seemed “overwhelming,” with “no good answers” in sight. As the economy was ravaged by what was known as “stagflation,” he said, the public “just turned against us—same as with Obama.”

John Fund fortsætter sammenligningen i WSJ (22/9) og henviser bl.a. til, at Carter i sine erindringer skriver, at han "overbelastede" kongressen med lovgivningsinitiativer. Carters retorik i valgkampen i 1976 minder meget om den Obama brugte, idet Careter "promised a transformational presidency, a new accommodation with religion, a new centrism, a changed tone". Professor Walter Russell Mead bliver også citeret for at sammenligne Obama og Carter i udenrigspolitikken. Han mener, at præsidenter, der som Carter og Obama lægger vægt på menneskerettigheder, risikere at komme til at slå ned på de små fisk, mens de store (Rusland, Kina, Iran) går fri.

Obduktion af en politisk selvmorder

2010-09-21T14:20:00.001+02:00

Professor Peter Kurrild-Klitgaard foretager en obduktion af Venstre og Det konservative Folkeparti i Berlingske Tidende (19/9). Patologen Kurrild finder, at patienten har begået selvmord. Og der er vel tale om narkomani med en kraftig overdosis af socialdemokrati. V og K har ikke kun lagt alle borgerlige principper på hylden siden 2001 for at vinde magten med overbudspolitik. VK-regeringen har gennemført en markant stigning i verdens i forvejen største offentlige sektor. V og K har også med deres plagiering af socialdemokratiet formået at gøre befolkningen mere venstreorienteret end den var i 2001. Glimrende analyse af Kurrild, som fortjener at blive læst og genlæst.

Flot klaret, V og K! I har gjort Danmark mere reguleret og mindre frit - og samtidig gjort det mindre sandsynligt, at jeg eller mit barn skal kunne opleve de grader af frihed og vækst, som mine forældre og bedsteforældre så før det sociale eksperiment med velfærdsstaten startede i 1960'erne. V og K vil blive og fortjener at blive straffet af borgerlige kernevælgere for at svigte de borgerlige kerneprincipper. Mit råd til borgerlige vælgere er ligetil: Stem på Liberal Alliance eller stem med fødderne.

Et enkelt teknisk PS til Kurrilds artikel: Overførselsindkomster indgår ikke bruttonationalproduktet, som Kurrild får skrevet i artiklen. Det er der ikke meget produktion i. Men de offentlige ansatte indgår til en fiktiv værdiansættelse (ikke til markedspriser), så ansætter regeringen flere i den offentlige sektor, er det med til at holde BNP kunstigt oppe, især hvis man er enig i Friedmans Lov. Friedmans Lov (efter professor David Friedman) siger, at det koster det offentlige mindst dobbelt så meget at gøre noget som helst som det ville koste private.

Forslag til reduktion af de offentlige udgifter i USA

2010-09-20T13:30:00.000+02:00

I valgkampen lovede præsidentkandidat Barack Obama, at hans administration ville gå budgettet igennem med en tættekam: "We will go through our federal budget page by page, line by line, eliminating those programs we don’t need". Præsident Obama har ikke foretaget sig meget andet end at øge de offentlige udgifter. Cato Institute har derfor gennemgået budgettet for Obama og fundet en stribe forslag til reduction af de offentlige udgifter. En oversigt kan findes her. Der er også en hjemme, som http://www.downsizinggovernment.org/ med budgetanalyser og forslag til besparelser.

Cato Institute har ret systematisk kritiseret både demokrater og republikanere for øge den føderale regerings udgifter og ikke at balancere budgettet.

Carter og Kennedy skændes om sundhedsreform

2010-09-18T17:29:00.002+02:00

Forh. præsident Jimmy Carter siger til CBS 60 minutes ifølge AP, som sendes søndag aften, at nu afdøde senator Edward Kennedy var skyld i, at Carter ikke fik vedtaget en sundhedsreform under sit præsidentperiode. Carter mener, at det var for at forhindre Carter i at få en politisk sejr. De to mænd havde et bitter opgør om nomineringen i 1980, hvor Kennedy stillede op mod siddende præsident Carter.

Carter og Kennedy havde hver deres forslag til en sundhedsreform, hvor Kennedys var det radikale forslag og Carters det mere moderate. Målet var angiveligt det samme, at alle amerikanere skulle være omfattet af en sygeforsikring, men Carter mente ikke, at en radikal reform kunne overleve i Kongressen og ville indfase en reform over en årrække. Kennedy har tidligere beskyldt Carter for at forhindre en sundhedsreform.

Krugman mener ikke, at pengepolitikken er for slap

2010-09-18T16:24:00.000+02:00

Professor Paul Krugman har parret Congressional Budget Office (CBO) ti års fremskrivelse for amerikansk økonomi med den pengepolitiske Mankiw regel (en modificeret udgave Taylor regel, som bruger arbejdsløshedsprocent i stedet for vækst). Konklusionen er, at renten vil eller skal være lav de næste 4 år og først stige derefter. Med andre ord: Krugman mener ikke, at pengepolitikken er slap. Læs mere i NYT (22/8).

Obama regeringens løfter, reformer og spin

2010-09-18T14:34:00.000+02:00

Reformen af finansielle sektors regulering er som tidligere nævnt det tredie store politiske initiativ, som præsident Barack Obama har fået gennem Kongressen. De to første var stimuleringspakken og sundhedsreformen.

Det tegner sig efterhånden et ganske klart billede af, hvad det er, præsident Obama vil med USA. Alle tre love er "big government" initiativer, som øger de offentlige udgifters andel af bruttonationalproduktet og statsmagtens regulering af samfundet ganske betragteligt. Det er med andre ord alle gode gange tre for Obama.

Det overrasker mig egentlig ikke, da jeg før har beskrevet Obama som en "samfundsingeniør", der i studiekreds med progressive intellektuelle og bureaukrater ønsker en styrende hånd i økonomien, som flytter rundt på stort og småt og hvor virksomheders skæbne bliver afgjort af politiske diktater fra Washington D.C. snarere end af reaktionerne fra forbrugere og markedet. Og hvor regeringen nu i større omfang blandet sig i familiernes forbrugsvalg. Det er blevet bekræftet med reformerne, selvom de dog er blevet udvandet under lovgivningsprocessen af mere moderate demokrater.

Men der er også en anden observation efter finansreformen. Fælles for de tre love er, at det umuligt kan levere, hvad Obama siger og lover. Stimuleringspakken skulle således forhindre en depression og arbejdsløshedsprocent over 8%. Men virkeligheden er en anden. Udsigten til stigende skatter og permanent højere offentlige udgifter kombineret med den usikkerhed, som Obama administrationens politik skaber med løfterne om store ændringer i store dele af økonomien, herunder finans-, sundheds- og energisektor, skaber et giftigt klima for investeringer og gør naturligvis virksomheder og investorer tilbageholdende. Investorer kender ganske enkelt ikke de nutidige og især fremtidige rammevilkår under den aktivistiske politik, der udgår fra studiekredsmøderne i Det hvide Hus. Så hvem tør investere i dette klima?

Sundhedsreformen skulle bremse væksten i sundhedsudgifterne i USA og øge antallet af personer med forsikring. De sidste er tilfældet, flere vil rigtignok få et sygesikringskort, men reformen øger snarere end sænker sundhedsudgifterne i USA (se her, her og her). Reformen gør derfor intet ved den enorme demografiske udfordring, som USA står over for med flere ældre. Udgifterne til Social Security, Medicare og Medicaid vokser hurtigere (og vil fortsat vokse hurtigere) end indtægterne og i horisonten er der en reel trussel om statsbankerot p.g.a. disse programmer.

Endelig skulle finansreformen sikre, at finanskrisen ikke gentager sig, men det er intet, absolut intet, som kan forhindre en gentagelse af finanskrisen eller andre kriser i den nye lov. Nu er kriser for det første ikke noget, som regeringer kan undgå. Det bedste man kan opnå er vel at forhindre politisk inducerede konjunkturcykler, altså op- og nedture i økonomien, der er skabt af den økonomiske politik. Men det har mindre med reguleringen af de finansielle sektor at gøre og mere med finans- og pengepolitikken at gøre. Finanskrisen var netop et eksempel på en politisk induceret konjunkturcykel, skabt af en lempelig pengepolitik i kølvandet på IT-krakket og 9/11 i 2000-01. Pengepolitikken blev lempet så meget, at USA (og i mindre grad EU) oplevede negative realrenter i en længere periode. Der var også (fortsat) stærke incitamenter fra politisk hold til finansielle institutter om at udstede boliglån til borgere, som var mere eller mindre kredituværdige. Der er intet i finansreformen, som sætter en stopper for lempelig pengepolitik eller kun meget lidt, som begrænser incitamenterne for de finansielle institutter til at udstede dårlige boligudlån.

Hvorfor bruger USA flere ressourcer på sundhed end andre lande?

2010-09-18T09:01:00.001+02:00

Sundhedsudgifterne i USA er højere end i alle andre lande, både målt i valuta og som andel af bruttonationalproduktet. Professor Uwe E. Reinhardt, dr. Peter S. Hussey og professor Gerard F. Anderson har beskrevet årsagerne til forskellene mellem landene. En af forklaringerne er lægelønninger, hvilket også er påpeget af professor Greg Mankiv (se her).

Konsekvensen af lempelig pengepolitik og offentlige regulering: Fannie Mae og Freddie Mac største boligsælger i USA

2010-09-17T13:38:00.002+02:00

Fannie Mae og Freddie Mac, de halvoffentlige realkreditinstitutter i USA, der blev nationaliseret under finanskrisen efter store tab for dårlige boliglån, er i dag de største udbydere af boliger i USA, skriver WSJ (17/9). Borgere, som har optaget realkreditlån, kan flytte fra huset og sende nøglerne til realkreditinstituttet, hvormed de er frigjort fra deres gældsforpligtelser. Til gengæld overtager realkreditinstituttet boligen og skal så forsøge at begrænse tabet ved at sælge boligen. Da boligboblen er sprunget sker det med store tab.

Fannie Mae og Freddie Mac er ikke underlagt samme regulering som andre finansielle institutter i USA, hvilket har medført, at disse institutterne har meget lidt kapital at modstå tab på boliglån med. Før krisen var kapitalen ikke mere end 2-3%. Det kan sammenlignes med bankerne, der normalt har mindst 7%. Fannie Mae og Freddie Mac løb hurtig tør for kapital og blev overtaget af regeringen tidligt under finanskrisen.

Fannie Mae og Freddie Mac blev brugt af skiftende regeringer i USA til at øge andelen af amerikanere, som ejer deres egen bolig. Institutterne sælger ikke lånene direkte, men dem overtager boliglån fra lokale pengeinstittuter.

Pengeinstitutter har siden 1970'erne været under massivt pres for ikke at diskriminere mindretal. Borgerrettighedsorganisationer har således kunne sagsøge pengeinstitutterne med tilskud fra regeringen og der var omvendt bevisbyrde: Bankerne skulle bevise, at de ikke diskrimerede, hvis der var forskel i hvor ofte forskellige befolkningsgrupper fik afvist lån. Denne lovgivning blev indført under præsident Jimmy Carter og man forventede, at det ville øge andelen af selvejere blev ikke-hvide amerikanere.

Der skete imidlertid ikke store ændringer i andelen af ikke-hvide selvejere. Det var formentlig fordi deres økonomiske stilling og hudfarve forhindrede boliglån. Under præsident Bill Clinton blev lovgivningen ændret, så nye typer realkreditlån så dagens lys. Det var realkreditlån til mindre kreditværdige borgere uden udbetaling og med introduktionsperioder uden afdrag og/eller lave renter (subprime lån). Disse lån steg op gennem 1990'erne, men eksploderede for alvor under den meget lempelige pengepolitik i perioden fra 1992-96. I takt med at huspriserne steg, fandt mange mindrebemidlede borgere ud af, at kunne opnås en spekulationsgevinst ved at købe hus. I dag ender mange af disse huse så hos Fannie Mae og Freddie Mac salgsliste, da hverken træer eller boligpriser vokser i ind i himmelen.

Hvornår kollapser Euro-land?

2010-09-17T12:24:00.000+02:00

Professor Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende (16/9), at både CIA, den venstreorienterede finansspekulant George Soros og afdøde professor Milton Friedman har en ting til fælles: De har nemlig alle forudset Euroens kollaps.

Konsekvensen af for lempelig pengepolitik: 1,5 million zombie boliger i Spanien

2010-09-17T00:01:00.002+02:00

Spanien er et af de lande i Europa, der har været hårdest ramt af boligboblen og den deraf afledte finanskrise som følge af dårlige boliglån. Der blev bygget flere nye boliger i Spanien end i de fleste andre lande. Jeg så på et tidspunkt en opgørelse, som viste, at der var mere nybyggeri i Spanien end Tyskland og England tilsammen, hvilket ikke siger så lidt, landenes størrelse taget i betragtning. Drivkraften bag boligbyggeriet har været den lave rente fra 1992-1995, som ovenikøbet på et tidspunkt var negativ. Lave renter får boligpriserne til at stige og gør samtidig nybyggeri billigere.

WSJ (16/9) har en længere artikel om problemerne for Spanien, her illustreret med den højeste boligbyggeri i Spanien, Torre Lugano (se billedet), der er endt med en del usolgte lejligheder og byggesjusk (for at spare på byggeriet). WSJ beretter, at der er 1,5 millioner såkaldte zombie boliger i Spanien, altså ufærdige eller usolgte boliger.

Mange af de dårlige boliglån, som er bevilget til nybygger projekter eller personer, der er insolvente, betaler ikke tilbage på deres lån. Det er tæt på at have et omfang, der svarer til krisen i Japan for nogle år siden. Den spanske centralbank har vurderet, at op mod 37% af alle boligrelaterede lån kan være problematiske. Men bankerne i Spanien giver ikke gennemsigtighed med deres dårlige lån. Der er ligefrem frygt for, at bankerne vil forsøge at holde på aktiverne, undlade at tage tabene og håbe på bedre tider. Bankerne vil dermed oppuste egenkapital. Noget tilsvarende fandt sted i Japan i 1990'erne.

Problemerne omfatter ikke kun gældsætning i den private sektor. Der er også en betydelig gæld i den offentlig sektor og et stort budgetunderskud.

Der er næppe tvivl om, at problemerne vil præge den økonomiske aktivitet i Spanien i mange år. Det vil formentlig tage 3 år at sælge alle boligerne, ejendomspriserne vil formentlig falde, økonomisk aktivitet skal flyttes fra nybyggeri til andre aktiviteter og den offentlige sektor må gennem en slankekur. Det kan være, at tiden snart er moden til feriebolig i syden?

It's the Spending, Stupid

2010-09-16T15:04:00.001+02:00

WSJ (16/9) mener, at demokraternes vigende tilslutning og Tea Party bevægelsens succes har samme årsag: Væksten i de offentlige udgifter. Avisen henviser til en Rasmussen opinionsanalyse, som viser, at 2/3 af amerikanerne ønsker mindre stat, lavere skatter og mindre offentlig service. Det demokratiske flertal i Kongressen og præsident Barack Obama leverer det modsatte, så derfor står demokraterne til øretæver ved midtvejsvalget i november.

WSJ har givetvis ret i, at de offentlige udgifter og budgetunderskuddet betyder en del for vælgerne og især for Tea Party bevægelsen. Men jeg tror nu stadig på, at "It's the Economy, Stupid". Altså hvordan borgerne klarer sig og hvordan de ser på deres fremtid. Men uanset om det er økonomien eller de offentlige udgifter, ser det sort ud for demokraterne: De hverken har styr på det ene eller det andet.

Udsigt til katastrofevalg for demokraterne i USA

2010-09-14T20:47:00.002+02:00

Professor Peter Kurrild-Klitgaard giver et første kik på midtvejsvalget i USA til november. Demokraterne står sandt at sige til øretæver, der er ikke er set magen i årtier. Demokraterne ser ud til at miste flertallet i Repræsentanternes Hus og står til miste 7-10 senatorer. Måske kan de miste flertallet i senatet. Kurrild forklarer udviklingen med følgende: 1) Økonomien (som altid er vigtig) og 2) Vælgerne er langt mere enige med republikanerne end demokraterne i samtlige spørgsmål andet end miljø.

Kurrild slutter af med følgende observation om præsident Barack Obama:

"Der kan næppe være tvivl om, at Demokraternes dårlige udsigter er tæt forbundne med præsident Obamas førte politikker og den (bl.a.) deraf solidt faldende popularitet. Så alt i alt må man sige, at ovenpå alle udlægningerne af, hvorledes 2008-valget var "farvel til Reagan", en vindikation af venstrefløjens holdninger, og begyndelsen på en ny "realignment" i amerikansk politik, der "is likely to create a new governing majority coalition that could dominate American politics for a generation or more" ... ja, så får man lyst til at spørge ligesom damen:

"How's that hopey changey stuff workin' out for ya'?".

Forhåbentlig vil midtvejsvalget sætte en stopper for demokraternes og den amerikanske venstrefløjs eksperimenter med og socialiseringsdagsorden for det amerikanske samfund.

Fordelene ved lettelser i marginalskatterne for højindkomstgrupper under Bush

2010-09-14T09:27:00.001+02:00

Resident scholar Alan D. Viard, AEI, har skrevet et Tax Outlook Paper om fordelene ved lettelser i den høje marginalskat under præsident Georg W. Bush. Kongressen overvejer at lade marginalskatten stige igen, hvilket vil være en fejl, skriver Viard.

Skatter, incitamenter og Obamanomics

2010-09-14T09:05:00.001+02:00

Professor Robert J. Barro skriver i WSJ (14/9) om nedsættelser i marginalskatten og den afledte vækst i økonomien. Præsident Ronald Reagan satte marginalskatten ned og øgede væksten. Præsident Georg Bush Jr. gentog successen, men nu overvejer præsident Barack Obama at gå den modsatte vej: At hæve skatter ved at afskaffe Bush administrationens marginalskattelettelser. Det er ikke god medicin for en økonomi, der har brug for økonomisk vækst. Her er Barros opfordring til Obama:
"My hope is that the administration will shift away from programs based on Keynesian reasoning and toward policies that emphasize favorable economic incentives. Extension of the full tax cuts of 2001-03 and a reduction in the period of eligibility for unemployment insurance would be good starts".

Et lille skridt i den rigtige retning

2010-09-10T00:18:00.001+02:00

Professor Greg Mankiw mener, at præsident Barack Obama har taget et lille skridt i den rigtige retning med et forslag om at lade virksomheder straksafskrive visse investeringer i skatten. Der er brug for at kanalisere den øgede opsparing overi investeringer, så det er rigtigt. Og det er det første iniitiativ, som fremmer investeringer i USA i de sidste par år, hvis man ser bort fra statsstøtte, så Mankiw har ret i sin vurdering.

Fortsat høj vækst i de amerikanske sundhedsudgifter efter reformen

2010-09-09T13:09:00.001+02:00

En af målsætninger med den sundhedsreform, som præsident Barack Obama fik vedtaget i foråret, var at bringe væksten i sundhedsudgifterne under kontrol. Men fremskrivninger for udgifterne før og efter reformen lavet Center for Medicare and Medicaid Services viser, at reformen stort ingen effekt har på udgiftsvæksten, skriver WSJ (8/9). Se nedenstående figur fra WSJ (grå er uden reform, rød er med reform). Både de private sundhedsudgifter ligesom de offentlige sundhedsudgifter til fattige og børn (Medicaid/CHIP) stiger, mens patienternes egenbetaling og de offentlige sundhedsudgifter til ældre (Medicare) falder i nforhold til at situationen uden reformen. Men de samlede sundhedsudgifter stiger som følge af reformen.

Helikopter Ben om finanskrisen

2010-09-08T16:26:00.000+02:00

Formand Ben S. Bernanke fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve System, har om aflagt vidneudsagn om årsagerne til finanskrisen "Causes of the Recent Financial and Economic Crisis" til en kommission, der undersøger finanskrisen (2/9).